• Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

Bortvisning. Tjenstlig samtale. Udvidet partshøring. Manglende sagsoplysning.

A klagede til Ombudsmanden over, at K Kommune havde bortvist A fra dennes stilling på Utoqqaat Illuat på baggrund af K Kommunes formodning for A’s misbrug af et personligt taxakort.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at K Kommune ikke havde overholdt god forvaltningsskik i forbindelse med kommunens afholdelse af tjenstlig samtale med A. Ombudsmanden fandt det ligeledes kritisabelt, at kommunen ikke havde foretaget udvidet partshøring i overensstemmelse med den ulovbestemte retsgrundsætning herom, da kommunen partshørte A.

Endvidere fandt Ombudsmanden det beklageligt, at kommunen i sin afgørelse om bortvisning anvendte en formulering, der kunne give anledning til tvivl om, hvorvidt kommunen var af den opfattelse, at kommunen havde dokumenteret, at A havde misbrugt sit personlige taxakort. Ombudsmanden fandt det videre meget beklageligt, at kommunen ikke over for A efterfølgende havde præciseret sin formulering.

Ombudsmanden fandt det meget kritisabelt, at K Kommune ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt, da kommunen traf afgørelse om at bortvise A.

Ombudsmanden havde på baggrund af kommunens manglende fyldestgørende oplysning af sagen, ikke et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, hvorvidt K Kommunes afgørelse om bortvisning af A var i overensstemmelse med det forvaltningsretlige krav om proportionalitet.

Ombudsmanden fandt det endeligt meget kritisabelt, at K Kommune ikke kunne finde A’s personalesagsmappe og på denne baggrund samt i lyset af, at lederen af ældreområdet og den tidligere fagchef ikke længere er ansat i kommunen, ikke kunne oplyse eller dokumentere sagen yderligere.

Ombudsmanden henstillede, at K Kommune genoptager sagen og behandler den i lyset af Ombudsmandens bemærkninger. (Udtalelse af 22. juli 2016)

Ved brev af 21. oktober 2014 med bilag og brev af 2. november 2014 med bilag klagede A til mig over, at K Kommune ved afgørelse af 10. oktober 2014 bortviste A fra A’s stilling som … på Utoqqaat Illuat.

A blev ansat af daværende … Kommune (nu K Kommune) den 1. august 1985 som … på Utoqqaat Illuat i K By. A’s stilling blev ændret flere gange og senest i juli 2010, hvor A’s stilling blev ændret til … med forstanderen som nærmeste foresatte. Det fremgik af ansættelsesbrevet, at der til stillingen ydes et rådighedstillæg, der dækkede merarbejde indtil 37 timer inden for kvartalet.

A blev den 23. september 2014 indkaldt til en samtale med ledelsen samme dag om A’s brug af A’s personlige taxakort. Efter samtalen blev A fritstillet. Dagen efter indledte K Kommune en partshøring om påtænkt bortvisning af A på baggrund af formodet misbrug af taxakortet til ikke arbejdsmæssige kørsler. A afgav den 6. oktober 2014 sit partshøringssvar til kommunen, og den 10. oktober 2014 traf kommunen afgørelse om bortvisning af A. Herefter klagede A til mig.

På baggrund af klagen valgte jeg at iværksætte en ombudsmandsundersøgelse af sagen.

Jeg har på grund af sagsfremstillingens længde valgt at vedlægge sagsfremstillingen som bilag, der kan downloades som PDF-fil nederst på siden. Jeg går derfor direkte til selve udtalelsen.

Jeg udtaler herefter:

”1. Afgrænsning af min undersøgelse

[A’s] klage til mig vedrører bortvisningen af ham som … på Utoqqaat Illuat i [K Kommune] samt over kommunens henstilling til [A] om at ophøre med at fortælle tidligere medarbejdere om bortvisningen. Jeg har afgrænset min undersøgelse til at omfatte spørgsmålet om, hvorvidt [K Kommunes] afgørelse om bortvisning af [A] som … på Utoqqaat Illuat må anses for at være foretaget i overensstemmelse med gældende ret.

Jeg har ved min behandling af sagen valgt at forholde mig til afholdelsen af tjenstlige samtaler (afsnit 2), udvidet partshøring (afsnit 3), grundlaget for officialprincippet og kravene til en forvaltningsmyndigheds sagsoplysning (afsnit 4). Til sidst afslutter jeg med en kort opsummering af sagen (afsnit 5).

I forbindelse med min undersøgelse har jeg, til brug for uddybning og fortolkning af grønlandsk lovgivning samt ulovbestemt praksis, henvist til dansk lovgivning og dansk litteratur. Dette skyldes, at retsgrundlaget i Grønland i det væsentlige er identisk med retsgrundlaget i Danmark, som det fremgår af de nævnte henvisninger.

I forbindelse med min undersøgelse henviser jeg enkelte gange til Folketingets Ombudsmands udtalelser. Dette skyldes, at jeg ikke selv gennem behandling af en konkret klage har haft lejlighed til at tage stilling til lignende retlige forhold og ikke mindst, at retsgrundlaget på dette område i Grønland i det væsentlige er identisk med retsgrundlaget i Danmark. Jeg kan derfor tilslutte mig Folketingets Ombudsmands opfattelse, som den fremgår af de nævnte udtalelser.

2. Tjenstlige samtaler

2.1. Regelgrundlaget

Der er ikke en retlig pligt til at afholde en tjenstlig samtale med en medarbejder, forud for at der iværksættes en tjenstlig reaktion over for den pågældende.

En tjenstlig samtale skal imidlertid ses i sammenhæng med forvaltningsrettens almindelige ulovbestemte officialprincip, hvorefter en myndighed skal sikre sig, at en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at myndigheden kan træffe en korrekt afgørelse. En tjenstlig samtale tjener således til at skaffe en myndighed det fornødne grundlag for en eventuel tjenstlig reaktion. Det vil derfor oftest være mest hensigtsmæssigt, at chefen taler med den ansatte, inden der træffes en afgørelse. Den tjenstlige samtale sikrer samtidig, at medarbejderen får lejlighed til at forklare og forsvare sig.

En samtale mellem en chef og en medarbejder må efter min opfattelse almindeligvis betegnes som en tjenstlig samtale, hvis chefen overvejer at anvende en tjenstlig reaktion over for den pågældende på grund af forhold ved medarbejderens adfærd eller udførelse af arbejdsopgaver.

Jeg finder det bedst stemmende med god forvaltningsskik, at en medarbejder indkaldes til en sådan tjenstlig samtale med et efter omstændighederne passende varsel. En indkaldelse til en tjenstlig samtale bør af bevismæssige grunde være skriftlig. Efter min opfattelse bør det fremgå af indkaldelsen, at der er tale om en tjenstlig samtale, ligesom det bør fremgå, hvilke emner der skal drøftes, så den ansatte har mulighed for at forberede sig herpå. Efter min opfattelse er det bedst stemmende med god forvaltningsskik, hvis en chef vejleder den pågældende medarbejder om, at denne har ret til at tage en bisidder med til den tjenstlige samtale. Jeg er på dette punkt således enig med Folketingets Ombudsmand, som har udtalt sig herom i sin beretning for 2007, s. 132.

Efter min opfattelse følger det endvidere af god forvaltningsskik, at der, ikke mindst af de førnævnte bevismæssige grunde, bør udarbejdes et referat af en sådan samtale. Dette gælder særligt, hvis chefen overvejer reaktioner i form af en advarsel, afskedigelse eller bortvisning. Chefen kan ikke overlade det til medarbejderen selv at udarbejde referatet, fordi denne er part i sagen og dermed inhabil. Jeg finder det rigtigst og bedst stemmende med god forvaltningsskik, hvis medarbejderen får mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af referatet og at fremsætte sine eventuelle bemærkninger til dette.

2.2. Kommunens afholdelse af tjenstlig samtale

Lederen af ældreområdet ved [K Kommune], …, indkaldte uden varsel mundtligt [A] den 23. september 2014 til en samtale samme dag. På mødet deltog desuden afdelingssygeplejersken.

[A] var ikke forinden mødet bekendt med ledelsens hensigt med at indkalde ham til mødet. Ved mødets afslutning blev [A] bedt om at aflevere sine nøgler og forlade huset. Lederen af ældreområdet meddelte [A], at [A] blev fritstillet. Dagen efter indledte [K Kommune] en partshøring af [A] vedrørende en påtænkt bortvisning.

[K Kommune] redegør for sagens forløb i sit svar af 9. marts 2015 til mig. I sit svar henviser kommunen til en e-mail af 24. september 2014 fra lederen af ældreområdet til HR-afdelingen, hvor lederen af ældreområdet oplyser, at lederen af ældreområdet dagen forinden havde en samtale med [A] vedrørende [A’s] taxakørsler og om eventuelle konsekvenser heraf. Lederen af ældreområdet oplyser videre, at […direktøren] har besluttet, at [A] skal afskediges. Lederen af ældreområdet anmoder på denne baggrund HR-afdelingen om råd til, hvad lederen af ældreområdet skal foretage sig i den forbindelse.

Samme dag sendte lederen af ældreområdet et brev vedlagt fakturaer af taxakørslerne til HR-afdelingen. I brevet beskriver lederen af ældreområdet sin samtale med [A] lidt nærmere. Lederen af ældreområdet oplyser, at […direktøren] har opfordret lederen af ældreområdet til at lave en indstilling til afskedigelse af [A]. Lederen af ældreområdet beder på denne baggrund HR-afdelingen om at lave en partshøring af [A] og en indstilling til afskedigelse.

I sit svar af 30. november 2015 til mig skriver [K Kommune], at kommunen ikke har yderligere at tilføje vedrørende samtalen den 23. september 2014 udover de bilag, som kommunen tidligere har fremsendt til mig. Kommunen meddeler derudover, at [A’s] personalesagsmappe er bortkommet, samt at lederen af ældreområdet og den tidligere fagchef ikke længere er ansat i kommunen. Kommunen kan på denne baggrund ikke bidrage yderligere til oplysningen af sagen.

Emnet for lederen af ældreområdets samtale den 23. september 2014 med [A] var en formodning om, at [A] havde misbrugt sit personlige taxakort. Efter mødet blev [A] fritstillet. Samtalen vedrørte [A’s] tjenstlige forhold og blev afsluttet med, at [A] blev fritstillet. Jeg finder derfor, at der var tale om en tjenstlig samtale.

Jeg finder, at [K Kommune] i overensstemmelse med god forvaltningsskik, som beskrevet i afsnit 2.1, burde have indkaldt [A] til mødet med et passende varsel. Jeg bemærker i den forbindelse, at der, som sagen foreligger oplyst, ikke er omstændigheder, der kan begrunde, at det ikke ville have været muligt for kommunen at indkalde [A] med et passende varsel.

Indkaldelsen burde have været skriftlig med klar angivelse af, at der var tale om en tjenstlig samtale, samt oplysning om, hvilke emner der skulle drøftes på mødet, således at [A] havde haft mulighed for at forberede sig. Endvidere burde [A] have været vejledt om, at [A] havde ret til at få en bisidder med til mødet.

Efter mødet burde [K Kommune] have udarbejdet et referat af den tjenstlige samtale. Ligesom det ville have været rigtigst og bedst stemmende med god forvaltningsskik, hvis kommunen havde givet [A] mulighed for at fremkomme med bemærkninger hertil.

Jeg finder, at [K Kommune] ikke overholdt god forvaltningsskik, som beskrevet i afsnit 2.1, i forbindelse med kommunens afholdelse af den tjenstlige samtale med [A]. Dette finder jeg kritisabelt.

3. Udvidet partshøring

3.1. Regelgrundlaget

De almindelige regler om myndighedernes pligt til at foretage partshøring, inden de træffer afgørelse, fremgår af § 19 i landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning med senere ændringer (sagsbehandlingsloven). Formålet med reglerne er at sikre, at den, der er part i sagen, får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Parten får således mulighed for at påpege eventuelle misforståelser, unøjagtigheder og ufuldstændigheder ved det foreliggende sagsmateriale.

Ved siden af sagsbehandlingslovens § 19 gælder der i sager om afskedigelse på grund af disciplinære forhold (tilsidesættelse af tjenestepligter), samarbejdsvanskeligheder og uegnethed en regel om udvidet partshøring.

Reglen om udvidet partshøring har karakter af en ulovbestemt retsgrundsætning. Den er oprindeligt udviklet i praksis af Folketingets Ombudsmand og er tillige anerkendt af domstolene, jf. Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2002, side 533 f. Jeg har i flere tilfælde tilsluttet mig Folketingets Ombudsmands formulering af reglen om udvidet partshøringspligt. Jeg kan herved for eksempel henvise til min rapport af 4. december 2014 om undersøgelse af uansøgt afskedigelse i [K Kommune] (j.nr. 2014-901-0048), som er optrykt i min beretning for 2014, afsnit 8.4.

Partshøringen benævnes som udvidet, fordi den ansatte ikke alene skal partshøres over sagens faktum, men også det retlige grundlag. Myndigheden skal således i almindelighed give den ansatte en redegørelse for myndighedens egen foreløbige opfattelse af sagen, herunder den retlige bedømmelse af de faktiske omstændigheder. Hvis der er bevismæssige spørgsmål i sagen, skal redegørelsen også indeholde myndighedens bevismæssige vurdering. Endelig skal myndigheden ligeledes gøre det klart for den ansatte, hvilken reaktion myndigheden påtænker at anvende i den konkrete situation, således at den ansatte har mulighed for at vurdere, om det forvaltningsretlige krav om proportionalitet er opfyldt. Redegørelsen bør fortrinsvis være skriftlig.

3.2. Kommunens partshøring

[K Kommune] partshørte ved brev af 24. september 2014 [A] over den påtænkte bortvisning. Partshøringsbrevet var bl.a. vedlagt et udtræk af taxaspecifikationer, hvoraf det fremgår, at [A] har brugt sit personlige taxakort til kørsel til og fra arbejdet og hjemmeadressen samt til og fra arbejdet og [Sygehuset].

[K Kommune] redegjorde i partshøringsbrevet for de faktiske omstændigheder i sagen i form af kommunens oplysninger om taxakørslerne, som de fremgik af taxaspecifikationerne. Kommunen redegjorde samtidig for retningslinjerne i kommunens personalehåndbog og Utoqqaat Illuats vejledning om brugen af det personlige taxakort. Kommunen formodede, at [A] havde misbrugt sit taxakort til alle taxakørslerne i den angivne periode. Som begrundelse henviste kommunen til, at ingen af kørslerne var foreta-get i weekender eller uden for almindelig arbejdstid, og det forhold, at sygeplejerskerne sjældent tilkaldte [A] på arbejde. Kommunen gjorde det klart, at kommunen betragtede misbrug af personlige taxakort som grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, og at kommunen påtænkte at bortvise [A].

Jeg bemærker til [K Kommunes] partshøringsbrev, at det fremgår af taxaspecifikationerne, at fem ud af elleve kørsler er foretaget på en lørdag eller søndag. Jeg bemærker videre, at kommunen ikke har redegjort for, hvad der er normal arbejdstid for [A].

[K Kommune] henholder sig i sin begrundelse for formodet misbrug til retningslinjerne i kommunens personalehåndbog samt Utoqqaat Illuats vejledning om brugen af det personlige taxakort. Kommunen redegør således ikke for kommunens formodning om misbrug i forhold til [A’s] ansættelsesbrev, hvoraf det fremgår, at [A] får et rådighedstillæg, og hvad rådighedstillægget nærmere dækker. Kommunen redegør videre ikke for formodningen om misbrug i forhold til [A’s] stilling, herunder kompetence og opgaver, som [A] har varetaget, herunder til betydningen af kommunens organisatoriske ændring af ældreområdet, som ifølge kommunen trådte i kraft den 1. maj 2014, men som [A] oplyser ikke er meddelt det samlede personale.

Kommunen har ved sin henvisning til taxaspecifikationer ikke nærmere redegjort for bevis for, at taxakørslerne ikke skulle være arbejdsrelaterede. Af taxaspecifikationerne fremgår alene tidspunktet for, og mellem hvilke adresser, kørslerne er foretaget. Man kan således ikke ud fra taxaspecifikationerne alene se, hvorvidt kørslerne var arbejdsrelaterede.

Det fremgår af sagens akter, at [A] i den angivne periode ikke havde været beordret på arbejde. Det fremgår videre, at [A] i nogle tilfælde blev tilkaldt på arbejde, bl.a. når sygeplejerskerne ikke kunne få fat i pedellen. Det fremgår af partshøringsbrevet, at da ledelsen først modtog taxaspecifikationerne, var ledelsen i tvivl om, hvorvidt taxakørslerne var arbejdsrelaterede. Det fremgår videre, at ledelsen er af den opfattelse, at samtlige kørsler ikke omfatter tilkald eller beordret arbejde. Dette begrunder [K Kommune] med, at sygeplejerskerne sjældent kalder [A] på arbejde. Kommunen har imidlertid ikke i partshøringsbrevet nærmere redegjort for, hvorvidt [A] blev tilkaldt på arbejde på de konkrete tidspunkter, hvor hver enkelt taxakørsel er foretaget.

Det er således min opfattelse, at [K Kommune] i partshøringsbrevet ikke nærmere har redegjort for flere forhold, der relaterer sig til [A’s] stilling og opgaver, samt for de faktiske omstændigheder og beviser for de enkelte taxakørsler. Endvidere indeholder partshøringsbrevet fejlagtige oplysninger vedrørende de ugedage, hvor taxakørslerne er foretaget. Jeg finder, at kommunen ikke har foretaget udvidet partshøring i overensstemmelse med den ulovbestemte retsgrundsætning om udvidet partshøring. Dette finder jeg kritisabelt.

4. Officialprincippet

4.1. Regelgrundlaget

Officialprincippet gælder på ulovbestemt grundlag som et grundlæggende princip i forvaltningsretten. Det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager eller dog at foranledige, at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens oplysning, og således sørge for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, før myndigheden træffer afgørelse i sagen. Dette grundlæggende forvaltningsretlige princip kaldes officialprincippet eller undersøgelsesprincippet. Princippet har til formål at sikre, at forvaltningen træffer den materielt rigtige afgørelse i sagen.

Om officialprincippet fremgår det af selvstyrets ”Vejledning om sagsbehandlingsloven” (af Grønlands Hjemmestyre, Lovkontoret, december 1994) punkt 198 bl.a., at en myndighed skal undersøge en sag så langt, som det er nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe en forsvarlig afgørelse. Hvilke oplysninger, myndigheden skal tilvejebringe for at træffe den materielt rigtige afgørelse i sagen, afhænger af den konkrete sag, jf. Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret – sagsbehandling, 2014, side 145 ff.

Officialprincippet indebærer, at myndigheden har pligt til at sikre dels, at myndigheden er i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for at træffe en afgørelse i den foreliggende sag, og dels at disse oplysninger er korrekte.

Det er endvidere forvaltningsmyndighedernes pligt at sørge for, at de for-nødne oplysninger tilvejebringes på den hurtigste og mest hensigtsmæssige måde. En sag skal således undersøges af myndigheden så langt, som det er nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe en forsvarlig afgørelse. Ved vurderingen af, hvor omfattende undersøgelser der bør foretages, indgår en række hensyn. Foruden hensynet til at nå frem til den materielt rigtige afgørelse spiller hensynet til, at afgørelsen træffes uden unødig forsinkelse, en væsentlig rolle.

På grund af den indgribende karakter, som en afgørelse om afskedigelse har, stilles der generelt høje krav til myndighedens undersøgelser og til sikkerheden for de relevante oplysningers rigtighed, jf. Kaj Larsen i Hans Gammeltoft-Hansen a.st., side 226 f. Samme sted anføres endvidere, at hvis der er tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til en fyldestgørende sagsoplysning at søge denne tvivl afklaret.

4.2. Kommunens sagsoplysning

I denne sag fremgår det af [K Kommunes] afgørelse af 10. oktober 2014 om bortvisning af [A], at kommunens begrundelse herfor er, at kommunen har en formodning om, at [A] har misbrugt sit personlige taxakort og således anvendt taxakortet til privat kørsel svarende til 722,00 kr. i perioden 1. juni til 30. august 2014.

Lederen af ældreområdet holdt den 23. september 2014 en tjenstlig samtale med [A]. Jeg bemærker, at [K Kommune] ikke har udarbejdet noget referat af mødet. Som tidligere nævnt, er det min opfattelse, at det følger af god forvaltningsskik, at myndigheden udarbejder et referat af en tjenstlig samtale.

[K Kommune] forholder sig i sin afgørelse om bortvisning til de bemærkninger, som [A] fremkom med ved brev af 6. oktober til partshøringsbrevet. Det fremgår heraf bl.a., at lederen af ældreområdet med henvisning til listen over personer, der havde bagvagt og rådighedsvagt samt kopi af henholdsvis pedellens og køkkenets kalender (bilag 1 til kommunens afgørelse af 10. oktober 2014 om bortvisning) ikke har kunnet dokumentere de konkrete taxakørsler, som sagen vedrører. Jeg forstår det således, at kommunen heraf slutter, at taxakørslerne er udokumenterede og dermed er at anse som misbrug af taxakortet.

Vedrørende to kørsler søndag den 1. juni 2014 og én kørsel mandag den 30. juni 2014 har [A] bemærket, at kørslerne søndag vedrørte udskiftning af kort i forbindelse med tidsregistrering, og at kørslen om mandagen vedrørte et møde eller en arbejdsopgave, der trak ud.

[K Kommune] har hertil bemærket, at [A] ikke har orienteret lederen af ældreområdet om arbejdet om søndagen, ligesom [A] ikke har været kaldt på arbejde. Vedrørende kørslen om mandagen bemærker kommunen, at kommunen ikke kan finde dokumentation for nogen møder eller arbejdsopgaver på dette tidspunkt, og at [A] må sørge for egen transport hjem, herunder også hvis [A] er træt efter et møde.

For så vidt angår de to kørsler søndag den 1. juni 2014, som [A] foretog i forbindelse med udskiftning af kort til brug for tidsregistrering og én kørsel mandag den 30. juni 2014, som vedrørte et møde eller en anden arbejdsopgave, der trak ud, er jeg enig med [K Kommune] i, at brug af det personlige taxakort til almindelig befordring til og fra arbejde ikke er i overensstemmelse med kommunens regler om brug af det personlige taxakort.

Yderligere om kørslen søndag den 1. juni 2014 har [K Kommune] ikke forholdt sig konkret til, om det var en opgave, som fulgte af arbejdets karakter og dermed som udgangspunkt foretaget i overensstemmelse med reglerne om taxakørsler, som de fremgår af kommunens personalehåndbog. Jeg forstår kommunens bemærkning således, at [A] kunne have brugt taxakortet til denne kørsel, hvis [A] havde fået tilladelse hertil i forvejen af lederen af ældreområdet. Kommunen har imidlertid ikke forholdt sig til [A’s] bemærkninger om tilrettelæggelse af sine opgaver, og arbejdsfordelingen mellem ham og de tidligere forstandere samt den manglende afgrænsning af kompetence i forhold til kommunens nye struktur. Kommunen har dertil ikke nærmere redegjort for [A’s] almindelige arbejdstid i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt kørslen lå uden for [A’s] almindelige arbejdstid.

Vedrørende én kørsel mandag den 21. juli 2014, to kørsler torsdag den 14. august 2014, én kørsel fredag den 15. august 2014 og én kørsel mandag den 18. august 2014 har [A] bemærket, at det drejer sig om beboerkørsler, herunder at [A] står til rådighed i stedet for pedellen og overtager nogle af pedellens opgaver, når pedellen er på ferie. [A] har videre bemærket, at Utoqqaat Illuats handicapbus har været på værksted ligesom den bus, som Utoqqaat Illuat havde lejet, også havde været på værksted. Utoqqaat Illuat har derfor, når det har været muligt, lånt en bus af enten hjemmehjælpen eller [… (et andet plejehjem)], når det har drejet sig om transport af kørestolsbrugere. Andre beboere er således blevet transporteret med taxa. [A] bemærker yderligere, at der nogle gange har måttet tages hurtige beslutninger.

[K Kommune] har hertil bemærket, at der ikke er registreret nogen arbejdsopgaver nogen steder i afdelingen, og at der ikke blandt personalet på plejeafdelingen er truffet nogen aftale om transport med taxakørsel. Kommunen bemærker, at der er en chauffør, som kører efter ordre. Kommunen bemærker yderligere, at befordring med taxa, for så vidt angår kørestolsbrugere, ikke er anvendelig og desuden ikke forsvarligt i forhold til forsikringen.

Vedrørende én kørsel mandag den 21. juli 2014, to kørsler torsdag den 14. august 2014, én kørsel fredag den 15. august 2014 og én kørsel mandag den 18. august 2014 forholder [K Kommune] sig ikke til [A’s] bemærkninger om, at der kun i begrænset omfang har været adgang til at transportere beboere, mens Utoqqaat Illuats handicapbus har været på værksted samt det forhold, at der nogle gange har måttet tages hurtige beslutninger. Kommunen har bemærket, at det ikke er forsvarligt at transportere kørestolsbrugere med taxa, men forholder sig ikke til [A’s] oplysning om, at der var tale om transport af ikke-kørestolsbrugere.

Vedrørende to kørsler lørdag den 26. juli 2014 og én kørsel lørdag den 30. august 2014 har [A] bemærket, at der har været tale om tilkald begge dage. Den første lørdag var under pedellens ferie og den anden lørdag var under køkkenlederens ferie.

[K Kommune] har i sin afgørelse om bortvisning hertil bemærket, at der ikke er indgået nogen aftale om, at [A] konstitueres eller overtager pedellens arbejdsområder, mens pedellen er på ferie, og at der ikke er indgået nogen aftale om, at [A] kan bruge taxakortet i den forbindelse. Kommunen har videre bemærket, at det kun er sygeplejersker, der har bagvagter og kan kontaktes ved behov, ligesom kommunen ikke har kunnet finde dokumentation for, hvorvidt der har været behov for yderligere hjælp i aflastningsafdelingen, og at der ikke er registreret noget nogen steder. Kommunen har desuden bemærket, at køkkenlederen først holdt ferie fra den 1. september 2014.

Vedrørende to kørsler lørdag den 26. juli 2014 og én kørsel lørdag den 30. august 2014 forholder [K Kommune] sig ikke til [A’s] bemærkninger om arbejdsfordelingen mellem [A] og de tidligere forstandere, herunder at [A] siden sin ansættelse har varetaget pedellens arbejdsopgaver, når pedellen har været på ferie samt til det forhold, at [A] modtager et rådighedstillæg og derfor kan tilkaldes ligesom sygeplejerskerne og pedellen. Kommunen har videre ikke forholdt sig til betydningen af den organisatoriske ændring af ældreområdet i kommunen, som ifølge kommunen trådte i kraft den 1. maj 2014 samt det forhold, at ændringerne var nye og tilsyneladende manglede afklaring i forhold til [A’s] stilling, kompetence og arbejdsopgaver.

Udover den ene kørsel mandag den 30. juni 2014, som ifølge [A] vedrørte et møde eller en arbejdsopgave, der trak ud, finder jeg ikke, at K Kommune havde tilstrækkelige oplysninger til at sandsynliggøre, at [A] har anvendt sit personlige taxakort til ikke arbejdsrelateret kørsel i den angivne periode.

Det kan ikke af oplysningerne om taxaspecifikationerne alene udledes, at kørslerne ikke har været arbejdsrelaterede. [K Kommune] har ikke i tilstrækkelig grad forholdt sig til det forhold, at [A] var tildelt et personligt taxakort, herunder til at det ifølge Utoqqaat Illuats vejledning om brug af personlige taxakort må benyttes, når man tilkaldes til arbejdet eller i forbindelse med udførelse af andet servicearbejde. I en e-mail af 24. september 2014 fra lederen af ældreområdet til HR-afdelingen skriver lederen af ældreområdet, at lederen af ældreområdet ikke ved, hvorfor [A], som økonomikonsulent, har et personligt taxakort. Lederen af ældreområdet bliver herefter samme dag, af HR-afdelingen, gjort opmærksom på, at det af [A’s] ansættelsesbrev fremgår, at [A] får tildelt et rådighedstillæg og derfor kan tilkaldes ligesom pedellen og sygeplejerskerne.

[K Kommune] traf således afgørelse om bortvisning af [A] uden i tilstrækkelig grad at have forholdt sig til [A’s] bemærkninger om arbejdsfordelingen mellem [A] og de tidligere forstandere, der har været ansat på Utoqqaat Illuat samt til den manglende afgrænsning af kompetence i forhold til kommunens nye struktur. Kommunen har forholdt sig til [A’s] stillingsbetegnelse, og ikke til [A’s] bemærkninger om, hvilke funktioner [A] i praksis har varetaget. Kommunen har videre ikke forholdt sig til [A’s] bemærkning om, at det i høj grad har været op til [A] selv om at vurdere, i hvilke tilfælde [A] kunne bruge det personlige taxakort samt det forhold, at [A] ikke på noget tidspunkt har modtaget kritik for brugen af det personlige taxakort eller i det hele taget.

[K Kommune] forholdte sig derudover ikke til, at fem ud af de elleve kørsler i alt ifølge [A] vedrørte kørsel af beboere, og det forhold, at der kunne have været brugt et af de fælleskort, som findes på afdelingerne til at foretage kørslerne med. Kommunen har ligeledes ikke forholdt sig til, at tre ud af de elleve kørsler i alt ifølge [A] vedrørte tilkald og to af kørslerne vedrørte kørsel i forbindelse med udskiftning af kort i forbindelse med tidsregistrering. Vedrørende kørselsregistreringsbøgerne har kommunen videre ikke forholdt sig til, at det af Utoqqaat Illuats regler om brug af taxakort fremgår, at det er den enkelte afdeling med fælles taxakort, der skal have en taxakørselsregistreringsbog. Det fremgår således ikke af reglerne, at kørsel foretaget med personligt taxakort skal registreres i en afdelings taxakørselsregistreringsbog eller et andet sted. I sit svar af 30. november 2015 til mig har kommunen oplyst, at kommunen ikke kan af- eller bekræfte, hvorvidt der var en registreringsbog i den pågældende periode i Utoqqaat Illuat.

En myndighed har ansvaret for at tilvejebringe de oplysninger, som er nødvendige for at træffe den materielt rigtige afgørelse, samt ansvaret for at oplysningerne er korrekte, jf. officialprincippet, som beskrevet under afsnit 4.1.

[K Kommune] har på baggrund af [A’s] bemærkninger forsøgt at indhente dokumentation for kørslerne. Kommunen har imidlertid ikke kunne finde dokumentation for kørslerne og har ikke kunnet redegøre nærmere for brugen af taxakørselsregistreringsbøgerne. Kommunen bestrider ikke taxakørslerne med beboerne, men bemærker, at der findes fælleskort på afdelingerne, og at det i øvrigt ikke er forsvarligt at transportere kørestolsbrugere med taxa. Kommunen bestrider ikke, at [A] tilkaldes, men bemærker, at det sker sjældent. [A] er da også, ifølge [A] selv, alene tilkaldt to gange i den angivne periode på tre måneder.

Som nævnt i afsnit 4.1 stilles der generelt høje krav til myndighedens undersøgelser og til sikkerheden for de relevante oplysningers rigtighed forinden myndigheden træffer afgørelse om afskedigelse. Det samme gør sig gældende ved afgørelse om bortvisning. Myndigheden skal søge eventuelle tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum afklaret ved en fyldestgørende sagsoplysning.

Uden at forholde sig til de ovennævnte forhold, henholder [K Kommune] sig til den manglende dokumentation/registrering af de konkrete opgaver, som taxakørslerne er foretaget i forbindelse med. Kommunen fastholder på baggrund af denne manglende dokumentation, at kørslerne ikke har været arbejdsrelaterede.

På baggrund af at [K Kommune] ikke har forholdt sig til de ovenfor nævnte forhold er det min opfattelse, at kommunens sagsoplysning har været mangelfuld. Kommunen sikrede sig således ikke, at kommunen havde et sikkert bevismæssigt grundlag for begrundelsen om misbrug af taxakort, som kommunen lagde til grund for sin afgørelse om bortvisning af [A].

I sin afgørelse om bortvisning skriver [K Kommune], at kommunen ikke kan vide, om [A] har brugt taxakortet til kørsel til egne lægebesøg i perioden 5. august til og med den 11. august 2014, hvor [A] var sygemeldt. Det fremgår videre af afgørelsen om bortvisning, at lederen af ældreområdet, på baggrund af [A’s] høringssvar til partshøringen, har undersøgt nogle forhold. Lederen af ældreområdet har bl.a. talt med nogle afdelingssygeplejersker om, hvorvidt de har brugt [A’s] personlige taxakort samt talt med personalet i plejeafdelingen om, hvorvidt der har været aftalt kørsel af beboere i den angivne periode. Jeg bemærker hertil, at kommunen burde have udarbejdet et notat om disse samtaler, idet oplysninger af betydning for en sag, der indhentes mundtligt, er omfattet af notatpligten, jf. § 6, stk. 1, i landstingslov nr. 9 af 13. juni 1994 om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven). Jeg bemærker videre, at kommunen har ladet oplysningerne indgå som en del af begrundelsen for bortvisningen, uden at [A] har haft mulighed for at kommentere disse nye oplysninger og supplere det faktuelle grundlag i sagen. Dette gælder også listen over personer, der har vagt, samt kopier af diverse kalendere, som er nye oplysninger, der vedlægges som bilag til afgørelsen om bortvisning.

Det er sammenfattende min opfattelse, at det på baggrund af sagens akter ikke er muligt at vurdere, hvorvidt [A] har brugt sit personlige taxakort til ikke arbejdsmæssige kørsler i den angivne periode. Det er således min opfattelse, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst, da kommunen traf afgørelse om at bortvise [A].

Det er således min opfattelse, at [K Kommune] ved sin manglende fyldestgørende oplysning af sagen ikke har oplyst sagen i overensstemmelse med officialprincippet, forinden kommunen traf afgørelse om bortvisning af [A]. Kommunen har endvidere ikke i fornødent omfang foretaget partshøring over de oplysninger, som kommunen har lagt vægt på i forbindelse med afgørelsen om bortvisning. Dette finder jeg meget kritisabelt.

Jeg bemærker, at [K Kommune] i sin afgørelse om bortvisning har begrundet dette med, at ledelsen har ”en formodning om, at du har misbrugt taxakortet”. Kommunen har efterfølgende i sit svar af 9. marts 2015 til mig præciseret, at der efter ledelsens opfattelse reelt er tale om et dokumenteret misbrug af taxakortet. Jeg finder denne formulering beklagelig. Jeg bemærker videre, at [A] i sit svar af 25. marts 2015 til mig har oplyst, at kommunen ikke over for ham har præciseret formuleringen. Dette finder jeg meget beklageligt.

Jeg kan, på baggrund af [K Kommunes] manglende fyldestgørende oplysning af sagen, ikke udtale mig om, hvorvidt kommunens afgørelse om bortvisning af [A] er i overensstemmelse med det forvaltningsretlige krav om proportionalitet.

5. Sammenfatning

På baggrund af min behandling af sagen finder jeg det kritisabelt, at [K Kommune] ikke har overholdt god forvaltningsskik i forbindelse med kommunens afholdelse af den tjenstlige samtale med [A]. Jeg finder det tillige kritisabelt, at kommunen ikke har foretaget udvidet partshøring i overensstemmelse med den ulovbestemte retsgrundsætning om udvidet partshøring.

Jeg finder, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst, da [K Kommune] traf afgørelse om at bortvise [A]. Dette finder jeg meget kritisabelt.

Endvidere finder jeg det beklageligt, at kommunen i sin afgørelse om bortvisning anvendte en formulering, der kunne give anledning til tvivl om, hvorvidt kommunen var af den opfattelse, at kommunen havde dokumenteret misbruget. Jeg finder det videre meget beklageligt, at kommunen ikke over for [A] efterfølgende har præciseret sin formulering.

Jeg kan, på baggrund af [K Kommunes] manglende fyldestgørende oplysning af sagen, ikke udtale mig om, hvorvidt kommunens afgørelse om bortvisning af [A] er i overensstemmelse med det forvaltningsretlige krav om proportionalitet.

Jeg bemærker, at jeg ved min behandling af sagen har noteret mig, at [K Kommune] ikke kan finde [A’s] personalesagsmappe. Kommunen kan på denne baggrund ikke oplyse eller dokumentere sagen yderligere, da de involverede medarbejdere ikke længere er ansat ved kommunen. Dette finder jeg meget kritisabelt.

Jeg henstiller til, at [K Kommune] genoptager [A’s] sag og behandler den i lyset af mine ovennævnte bemærkninger.

Jeg beder endvidere [K Kommune] om at kommunen også, over for [A], forholder sig til [A’s] forventning om erstatning.

Jeg beder [K Kommune] om at meddele mig, hvad min henstilling giver kommunen anledning til at foretage sig.”


Jeg har valgt at vedhæfte sagsfremstillingen som bilag (til udtalelse af 22. juli 2016, j.nr. 2014-324-0013) på grund af sagsfremstilligens længde. Læs om sagsfremstillingen her som PDF-fil.