• Vil du have teksten pÃ¥ vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program pÃ¥ www.adgangforalle.dk - (Ã…bner nyt vindue)

Et inspektionshold fra Ombudsmanden for Inatsisartut gennemførte i september 2025 en inspektion af Utoqqaat Illuat i Nuuk. Inspektionen fandt sted som led i ombudsmandens generelle virksomhed og således ikke på baggrund af en konkret klage over alderdomshjemmet.

Ombudsmandens overordnede indtryk af Utoqqaat Illuat er, at Utoqqaat Illuat tilbyder trygge rammer for beboerne. Derudover er det ombudsmandens indtryk, at Utoqqaat Illuats ledelse og ansatte er dygtige til deres arbejde og udfører arbejdet med respekt for beboerne.  

Det er derudover ombudsmandens indtryk, at de plejemedarbejdere, som inspektionsholdet talte med, havde kendskab til og forståelse for magtanvendelsesloven, og at medarbejderne meget sjældent anvendte magt, da de havde flere forskellige pædagogiske værktøjer og rutiner, som de brugte til at løse eventuelle konflikter.

I rapporten omtaler ombudsmanden dog også forhold, der giver anledning til bemærkninger. Under rundgangen på Utoqqaat Illuats lokaler konstaterede inspektionsholdet en lugt af tobaksrøg på fællesarealerne. Ombudsmanden henstiller i rapporten, at Utoqqaat Illuat, forebygger gener fra passiv rygning.

Ombudsmanden fremkom derudover blandt andet med bemærkninger til bemanding og personalets sygefravær, institutionens alarmkaldesystem og fysiske rammer samt forhold vedrørende magtanvendelsesloven.  

Forvaltningen i Kommuneqarfik Sermersooq fremkom med bemærkninger til en foreløbig udgave af inspektionsrapporten. Ombudsmanden afsluttede herefter inspektionen af Utoqqaat Illuat.

Du kan læse inspektionsrapporten her.

For yderligere oplysninger: Telefon 32 78 10

BAGGRUND

Ombudsmandens inspektioner

Udover at behandle klager fra borgerne over den offentlige forvaltning gennemfører ombudsmanden hvert år et antal inspektioner af forskellige institutioner, som tjener til bolig for borgere i kortere eller længere tid. 

Formålet med inspektionerne er at undersøge, om institutionerne tager sig godt af beboerne og overholder reglerne. Under besøgene kigger ombudsmanden og embedets medarbejdere på lokalerne og taler med både ledelse, medarbejdere, beboere og pårørende.

Institutionerne bliver normalt varslet på forhånd. Ombudsmanden kan dog også komme på uanmeldt besøg.

Efter besøgene skriver ombudsmanden en rapport. Her kan man læse om, hvilke problemstillinger ombudsmanden blev opmærksom på under besøgene, og hvad ombudsmanden har anbefalet institutionerne at gøre anderledes.