• Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

Et inspektionshold fra Ombudsmanden for Inatsisartut besøgte i maj 2017 Meeqqat Angerlarsimaffiat Ivaaraq, der er en døgninstitution for børn, unge og voksne med handicap beliggende i Qaqortoq.

Under inspektionen oplyste flere medarbejdere og pårørende, at personalemangel til tider var et væsentligt problem på institutionen – særligt i weekender og i dagene omkring lønudbetaling, hvor der kunne være medarbejdere, der ikke mødte på arbejde. Som følge heraf manglede medarbejderne nogle gange tid til at hjælpe institutionens beboere med toiletbesøg, bad og aktiviteter.

Ombudsmanden beskrev disse oplysninger som særdeles bekymrende.

I september 2018 foretog et inspektionshold fra Ombudsmanden derfor et opfølgende besøg på Ivaaraq.

Det er nu ombudsmandens indtryk, at både problemerne med udeblivelser blandt medarbejderne – og de deraf følgende konsekvenser for beboerne – er klart mindre end under inspektionen i maj 2017.

Ombudsmanden skriver på den baggrund bl.a. i rapporten om den seneste inspektion, at forbedringen er meget positiv.

Du kan læse rapporten om inspektionen i september 2018 her.

Du kan læse rapporten om inspektionen i maj 2017 her.

For yderligere oplysninger: Telefon 32 78 10

Baggrund

Udover at behandle klager fra borgerne over den offentlige forvaltning gennemfører ombudsmanden hvert år et antal inspektioner af forskellige institutioner, som tjener til bolig for borgere i kortere eller længere tid.

Formålet med inspektionerne er at undersøge, om institutionerne tager sig godt af beboerne og overholder reglerne. Under besøgene kigger ombudsmanden og embedets medarbejdere på lokalerne og taler med både ledelse, medarbejdere, beboere og pårørende.

Institutionerne bliver normalt varslet på forhånd. Ombudsmanden kan dog også komme på uanmeldt besøg.

Efter besøgene skriver ombudsmanden en rapport. Her kan man læse om, hvilke problemstillinger ombudsmanden blev opmærksom på under besøgene, og hvad ombudsmanden har anbefalet institutionerne at gøre anderledes.