Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Jeg forstår kommunens svar således, at partshøring ikke er sket, idet kommunen har skønnet, at partshøring ikke var mulig at gennemføre på grund, at A var påvirket af spiritus i en grad, som gjorde partshøring nytteløs.

Jeg forstår samtidig kommunens svar til mig således, at kommunen har forudsat, at partshøring skulle gennemføres ved mundtlig sagsbehandling.

Kommunen synes endvidere at være gået ud fra, at A skulle have meddelt sine bemærkninger til sagen i umiddelbar forlængelse af de forhold, som udløste de to afskedigelsesbeslutninger i sagen.

Jeg finder ikke, at en sådan brug af partshøringsreglerne er lovlig. Jeg bemærker for det første, at der ikke kan opstilles noget fast princip om, at partshøring skal gennemføres skriftligt.

Partshøringsreglerne hviler imidlertid på det udgangspunkt, at sagsbehandlingen foregår skriftligt.

Kommunen er dog ikke frit stillet ved valget af høringsformen. Valg af mundtlig partshøring må således forudsætte, at kommunen vurderer, at denne høringsform vil være mere egnet til oplyse sagen end en skriftlig høring.

For så vidt angår tidspunktet for afgivelse af partshøringssvar bemærker jeg, at der skal gives parten en rimelig frist til at kommentere myndighedens beslutningsgrundlag.

Det forhold, at kommunen har fundet det nødvendigt at skride hurtigt ind over for A, har ikke berettiget kommunen til at fravige de almindelige principper for partshøringens gennemførelse. Partshøringen, som er et led i myndighedernes oplysning af sagen, er en retsgaranti for borgerne, som ikke kan fraviges.

[…]

Henset til, at kommunens afgørelse ikke skal bygges på formodninger og antagelser, skulle kommunen endvidere have partshørt A over forholdet som et led i sagsoplysningen, jf. også mine bemærkninger oven for om partshøring.” (Ombudsmandens udtalelse 2002-73.20.3)

Ombudsmanden fandt i sagen 2014-5.2, at påtaler tildelt tre medarbejdere måtte anses for at hvile på et diskretionært grundlag, og ikke på et disciplinært grundlag, og at påtalerne ikke var afgørelser i sagsbehandlingslovens forstand. Det var ombudsmandens opfattelse, at sagsbehandlingslovens garantibestemmelser ikke skulle iagttages ved tildeling af påtalerne.

I artiklen ”Partshøring i personalesager” optaget under afsnit 3.3 i beretningen for 2013 omtales anvendelsesområdet for den udvidede partshøringspligt i personalesager. 

Ombudsmanden tilkendegav derudover i en sag, at sagsbehandlingslovens bestemmelser om partshøring ikke kan fraviges ved en kommunal praksis. Ombudsmanden udtalte:

”Sagsbehandlingsloven er en minimumslov. Dette betyder på den ene side, at en høringsprocedure i det mindste skal opfylde kravene i sagsbehandlingsloven. På den anden side skal specielle høringsforskrifter, der giver videre eller andre rettigheder end sagsbehandlingsloven, også iagttages. Der kan her eksempelvis være tale om særlovgivning eller administrativ praksis.

I øvrigt kan regler fastsat i en landstingslov ikke fraviges ved kommunal praksis.” (Ombudsmandens udtalelse 2008-5.6.1)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Jeg bemærker hertil, at der ikke i direktoratets sagsakter forefindes konkrete oplysninger om, at A var bekendt med indholdet af visitationsblanketten af 27. oktober 1999.

Forvaltningen må i almindelighed gå ud fra, at parten ikke har kendskab til, at en bestemt oplysning indgår i afgørelsesgrundlaget for en sag, medmindre parten selv har givet oplysningen til brug for behandlingen af den pågældende sag, eller det i øvrigt klart fremgår af omstændighederne, at sådanne oplysninger indgår i afgørelsesgrundlaget.

I den foreliggende sag er ansøgningen indgivet af X sygehus, idet ansøgninger efter den oven for citerede tjenestemandsaftale fra 1993 skal indgives til det enkelte tjenestested.

Direktoratet har derfor efter min opfattelse alene haft grund til at gå ud fra, at A var bekendt med, at ansøgningen om frirejse og om tjenestefrihed skulle vedlægges en lægeerklæring, jf. aftalens § 2.

I øvrigt ville det ikke være tilstrækkelig grund til at undlade partshøring, at direktoratet havde grundlag for at antage, at A var bekendt med den foreliggende visitationsblanket og sygehusets ansøgning om tjenestefrihed og frirejse.

Direktoratet var således under alle omstændigheder forpligtet til at foretage partshøring, hvis direktoratet ikke havde grundlag for at gå ud fra, at A vidste, at de foreliggende oplysninger ville blive brugt til ugunst for hende.

Jeg finder det herefter kritisabelt, at direktoratet ikke partshørte A over beslutningsgrundlaget, forinden direktoratet afgjorde sagen. Jeg bemærker i den forbindelse, at parthøringsreglerne ud over at tjene et vigtigt formål i sagsoplysningen, er en retsgaranti for borgerne.” (Ombudsmandens udtalelse 2002-01.20.1)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Samlet set finder jeg ikke, at partshøringsmaterialet er affattet med den fornødne klarhed. Det er derfor min opfattelse, at den af K Kommune valgte fremgangsmåde ved partshøringen betyder, at klager ikke har haft en rimelig mulighed for at varetage sine interesser ved at kommentere eventuelle misforståelser, unøjagtigheder eller ufuldstændigheder vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Jeg bemærker, at jeg ikke finder, at det, som kommunen har anført i udtalelsen til mig om beviskrav i denne type sager, har betydning for denne vurdering.

Jeg finder således ikke, at partshøringen var i overensstemmelse med § 19 i sagsbehandlingsloven.” (Ombudsmandens udtalelse 2018-2)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”I den foreliggende situation har der derfor været pligt til at partshøre den ansatte over sagens faktiske og retlige forhold, forinden der blev truffet afgørelse til ugunst for den ansatte, ligesom den ansatte skulle gøres opmærksom på, at der ikke var pligt til at afgive forklaring.

Det er efter min opfattelse ikke foreneligt med disse regler, at der sker indkaldelse til en tjenstlig samtale med det formål at oplyse om en sag om mulige ansættelsesretlige sanktioner, uden at den ansatte reelt får mulighed for kontradiktion.

Jeg finder på denne baggrund, at Departementet for Familie og Sundhed eller Økonomi- og Personalestyrelsen burde have imødekommet A’s og advokatens anmodninger om uddybning af det grundlag, som myndighederne havde for indkaldelsen til den tjenstlige samtale.” (Ombudsmandens udtalelse 2010-6.8)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Jeg finder dernæst anledning til at bemærke, at pligten til at foretage partshøring er en lovreguleret forvaltningsretlig garantiforskrift, som består, uanset om de forhold, der skal foretages partshøring over, danner grundlag for bebyrdende vilkår for en begunstigende forvaltningsakt, eller om de indgår i grundlaget for selve den afgørelse, der skal træffes.

Det afgørende for, om en partshøringspligt foreligger, er, om oplysningerne er til ugunst for parten.

Partshøringspligten i den aktuelle sag angår således ikke selve de stillede vilkår for ansættelsen, men derimod de oplysninger, som ansættelsesmyndigheden vil lægge vægt på ved afgørelsen.” (Ombudsmandens udtalelse 2010-6.2. Opfølgning i sagen fremgår af 2011-6.3)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Partshøringspligten består også i den situation, at en borger er bekendt med oplysningerne i sagen, hvis borgeren ikke kan antages at gå ud fra, at oplysningerne vil blive benyttet til ugunst for pågældende.

Reglerne om partshøring er en retssikkerhedsgaranti for borgerne, og en tilsidesættelse af reglerne vil som udgangspunkt medføre, at den pågældende afgørelse bliver ugyldig.

I den foreliggende sag har der utvivlsomt foreligget en partshøringspligt, idet de indhentede oplysninger fra K kommune har haft væsentlig betydning for Ilinniarfissuaq’s afgørelse om ikke at optage A på læreruddannelsen.

Jeg anser derfor, at det i sig selv er en væsentlig fejl, at Ilinniarfissuaq ikke fandt anledning til at høre A over den indhentede udtalelse fra kommunen, forinden der blev truffet afgørelse.”

(Ombudsmandens udtalelse 2001-16.1)

Ombudsmanden har i en sag udtalt:

”Jeg vil derfor i det følgende nærmere vurdere, om departementet kunne undlade at partshøre i henhold til bestemmelsen i sagsbehandlingslovens § 19, stk. 2, med henvisning til at oplysningerne er så autentiske, at det vil være ubetænkeligt at undlade at partshøre over oplysningerne.

For så vidt angår oplysningen, om parten har haft licens i 2011, finder jeg umiddelbart, at dette er en autentisk oplysning. Da det er Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug, der udsteder licens til fiskeri efter hellefisk, må departementet også vide, om ansøgeren har haft licens i 2011.

For så vidt angår oplysningen, om parten har udnyttet sin licens i 2011, finder jeg, at det er mere tvivlsomt, om dette er en autentisk oplysning.

Departementet har i sit brev af 28. juni 2013 (som citeret i afsnit 2.3. ovenfor) over for mig forklaret, at departementet har adgang til denne oplysning i departementets fangstindberetningssystem.

Jeg finder imidlertid ikke, at oplysninger, der fremgår af departementets fangstindberetningssystem, er så autentiske, at departementet kan undlade at partshøre over disse faktiske oplysninger, jf. i denne forbindelse mine bemærkninger ovenfor i afsnit 3.1., hvorefter det blotte forhold, at myndigheden indsamler oplysninger om parten, ikke fører til, at disse oplysninger bliver autentiske.

Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug burde således efter min opfattelse have hørt parten, om denne har udnyttet sin licens i 2011.

[…]

Allerede fordi departementet ikke (i departementets afgørelse om tildeling af kvote til fiskeri efter hellefisk) gør parten opmærksom på, at der er denne mulighed for, at departementet kan genoptage sagen, kunne departementet ikke undlade at partshøre i disse sager om tildeling af kvote til fiskeri efter hellefisk.” (Ombudsmandens udtalelse 2013-5.6)

Ombudsmanden har redegjort for, hvorvidt en organisation skulle partshøres over oplysninger om organisationens egne oplysninger, som indgik i myndighedens afgørelse. Ombudsmanden udtalte:

”Jeg har i min høring af Råstofdirektoratet den 15. juni 2011 bedt direktoratet gøre rede for, hvorvidt Greenpeace er blevet partshørt over oplysninger, som Råstofdirektoratet var i besiddelse af vedrørende Greenpeaces metoder, som er indgået i grundlaget for afgørelserne om at afslå aktindsigt, og såfremt Greenpeace ikke er blevet partshørt over sådanne oplysninger, har jeg bedt om en redegørelse for årsagen hertil.

[…]

Der gælder en vis formodning for, at en part ikke har kendskab til, at en bestemt oplysning indgår i afgørelsesgrundlaget for en sag, medmindre parten selv har givet oplysningen til brug for behandlingen af den pågældende sag, eller det i øvrigt klart fremgår af omstændighederne, at sådanne oplysninger indgår i afgørelsesgrundlaget.

Råstofdirektoratet skal således kunne sandsynliggøre, at Greenpeace havde kendskab til, at de pågældende aktioner ville indgå i grundlaget for en efterfølgende afgørelse om aktindsigt, såfremt Råstofdirektoratet vil undlade partshøring med henvisning til ansøgerens (Greenpeace Nordens) kendskab til, at oplysningerne indgik i sagen.

Det er min opfattelse, at en ikke nærmere underbygget antagelse herom er utilstrækkelig til at undlade partshøring.

For så vidt angår spørgsmålet, om partshøring har kunnet undlades med henvisning til sagsbehandlingslovens § 19, stk. 2, nr. 1, bemærker jeg, at undtagelsesbestemmelsen navnlig angår oplysninger med autentisk præg.

[…]

Afgørende for, om en oplysning kan undtages fra partshøringspligt på grund af dens autentiske karakter, er dog ikke alene, om dens rigtighed kan forventes bestridt, men der må også foretages en bedømmelse af, om parten kan antages at have mulighed for ved tilvejebringelse af yderligere oplysninger at afsvække den pågældende oplysnings betydning for sagens afgørelse.

Det er min opfattelse, at Råstofdirektoratet ikke uden at foretage en sådan bedømmelse har kunnet undlade at partshøre Greenpeace Norden med henvisning til sagsbehandlingslovens § 19, stk. 2, nr. 1.

Det er endvidere min opfattelse, at Råstofdirektoratets frygt for, at Greenpeace ville sabotere udstyr og procedurer i oliespildberedskabet, ikke er hensyn, som kan indgå i vurderingen af, om partshøring skal undlades.

Jeg finder samlet set, at Råstofdirektoratet burde have partshørt Greenpeace Norden om de konkrete oplysninger vedrørende Greenpeaces aktiviteter, som direktoratet tillagde betydning for afgørelsen af organisationens begæring om aktindsigt i beredskabsplanerne.” (Ombudsmandens udtalelse 2012-5.8)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

” Jeg finder, at K som udgangspunkt har været omfattet af bestemmelsen om partshøring i § 19, stk. 1, da A ikke kan antages at have været vidende om, at kommunen havde kontaktet politiet og fået oplysninger om hende, og da oplysningerne var til ugunst for hende og lå til grund for afgørelsen om inddragelse af tilladelsen.

Imidlertid er det min opfattelse, at siden A […] afmeldte indregistreringsnummeret […], har tilladelsen ikke haft virkning for den omhandlede bil, idet tilladelsen udtrykkeligt alene gjaldt bilen med dette registreringsnummer.

Denne mangel har ikke kunnet berigtiges, eftersom det gamle indregistreringsnummer ikke kan kræves tilbage. Uanset en eventuel udtalelse til sagen fra A og sagens øvrige omstændigheder ville virkningen af, at tilladelsen ikke blev inddraget, således have været, at tilladelsen havde vedrørt en bil med tilhørende stelnummer og indregistreringsnummer, som ikke eksisterede.

Jeg finder allerede af den grund, at undtagelsen i § 19, stk. 2, nr. 1, til partshøringspligten har fundet anvendelse, og at K således ikke har været forpligtet til at partshøre A over oplysningerne i sagen, forinden kommunen traf afgørelse.

Jeg bemærker hertil, at jeg betragter kommunens inddragelse af tilladelsen som en formel præcisering af det forhold, at tilladelsen ikke havde virkning for andre biler end den med registreringsnummer […].

Jeg finder derfor ikke grundlag for at kritisere, at K inddrog tilladelsen uden at partshøre A forinden.” (Ombudsmandens udtalelse 2007-3.6)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Jeg forstår det sådan, at selve partshøringsbrevet af 14. marts 2016 indeholder en opsummering af K Kommunes forståelse af sagen, og at denne opsummering bygger på de udtalelser, der er gengivet i bilaget. Efter min opfattelse er væsentlige dele af dette bilag dog meget uklart udformet. Jeg er således enig med K Kommune i, at det for så vidt angår dele af bilaget, er uklart, om de omstændigheder, der beskrives, omhandler A. Jeg finder herudover, at en væsentlig del af de episoder, der omtales i bilaget, fremstår ukonkrete og uklare, f.eks. i forhold til hvor og hvornår, det angivne skulle have fundet sted, eller hvem der var involveret. Endeligt indeholder bilaget i et væsentligt omfang sætninger, der efter min opfattelse er decideret uforståelige. Dette gør sig gældende for både den grønlandske og den danske tekst.

Det forhold, at bilaget også indeholder afsnit, der i et mere klart sprog beskriver episoder, hvor A efter den refererede medarbejders opfattelse har handlet uhensigtsmæssigt - eller at det ud fra det samlede partshøringsmateriale er muligt at forstå, hvad der udgør sagens centrale elementer - ændrer efter min opfattelse ikke på, at der er tale om en tekst, der ikke lever op til det krav om klarhed, der gælder, når offentlige myndigheder skriver til borgerne. Jeg finder derfor også, at bilagets beskrivelse af sagens faktiske omstændigheder fremtræder med en sådan uklarhed, at A ikke havde en rimelig mulighed for at forholde sig hertil.

[…]

Samlet set finder jeg ikke, at partshøringsmaterialet er affattet med den fornødne klarhed. Det er derfor min opfattelse, at den af K Kommune valgte fremgangsmåde ved partshøringen betyder, at klager ikke har haft en rimelig mulighed for at varetage sine interesser ved at kommentere eventuelle misforståelser, unøjagtigheder eller ufuldstændigheder vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Jeg bemærker, at jeg ikke finder, at det, som kommunen har anført i udtalelsen til mig om beviskrav i denne type sager, har betydning for denne vurdering. Jeg finder således ikke, at partshøringen var i overensstemmelse med § 19 i sagsbehandlingsloven.” (Ombudsmandens udtalelse 2018-2)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Det er således min opfattelse, at [K Kommune] i partshøringsbrevet ikke nærmere har redegjort for flere forhold, der relaterer sig til [A’s] stilling og opgaver, samt for de faktiske omstændigheder og beviser for de enkelte taxakørsler. Endvidere indeholder partshøringsbrevet fejlagtige oplysninger vedrørende de ugedage, hvor taxakørslerne er foretaget. Jeg finder, at kommunen ikke har foretaget udvidet partshøring i overensstemmelse med den ulovbestemte retsgrundsætning om udvidet partshøring. Dette finder jeg kritisabelt.

[…]

Det er således min opfattelse, at [K Kommune] ved sin manglende fyldestgørende oplysning af sagen ikke har oplyst sagen i overensstemmelse med officialprincippet, forinden kommunen traf afgørelse om bortvisning af [A]. Kommunen har endvidere ikke i fornødent omfang foretaget partshøring over de oplysninger, som kommunen har lagt vægt på i forbindelse med afgørelsen om bortvisning. Dette finder jeg meget kritisabelt.” (Ombudsmandens udtalelse 2016-5.2)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Jeg bemærker derudover, at [K Kommune] i partshøringsbrevet har anvendt formuleringen. ”Derfor har vi måttet tage hensyn til børnenes og din egen tryghed og besluttet, at det var bedst, hvis du ophører med dit arbejde som socialhjælper her i børnehaven [O]. Vi håber, at du finder et for dig egnet arbejde.” En sådan formulering kan efter min opfattelse efterlade indtrykket af, at kommunen allerede har truffet afgørelse om afskedigelse. En sådan formulering bør derfor undgås.” (Ombudsmandens udtalelse 2016-5.1)

Ombudsmanden har tilkendegivet, at det vil være bedst stemmende med partshøringens formål, hvis en myndighed ved gennemførelse af en partshøring udleverer de oplysninger, som myndigheden ved en kommende afgørelse vil lægge vægt på. Ombudsmanden udtalte:

”Jeg bemærker i øvrigt, at partshøringen har til formål at give parten mulighed for at kommentere, korrigere og supplere sagens grundlag, og det må derfor kræves, at parten i forbindelse med partshøringen får udleveret de oplysninger, som myndigheden lægger til grund for den påtænkte afgørelse.

Det fremgår af partshøringens beskrivelse af faktum, at høringen ikke var vedlagt de dokumenter, som beskrivelsen henviste til. Jeg finder at det havde været mest hensynsfuldt over for A, og bedst stemmende med partshøringens formål, såfremt de relevante dokumenter var vedlagt partshøringen i kopi således, at A havde haft mulighed for at vurdere sagsmaterialet i sammenhæng.” (Ombudsmandens udtalelse 2010-6.8)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

” I det omfang, partshøringspligten angår mundtligt tilvejebragte oplysninger og bevismæssige vurderinger, må disse være konkretiseret i notatform for, at de kan danne grundlag for en fyldestgørende partshøring. Sådanne oplysninger er omfattet af notatpligten i landstingsloven om offentlighed i forvaltningen § 6, stk. 1, som er sålydende […]” (Ombudsmandens udtalelse 2010-6.2)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Personaledirektoratet har således anført, at 'Deres udtalelse er helt uacceptabel".

Personaledirektoratets bemærkning er egnet til at rejse tvivl om, hvorvidt afskedigelsesgrundlaget også inddrager denne del af A’s partshøringssvar.

De retssikkerhedshensyn, som ligger til grund for sagsbehandlingslovens begrundelsesregler, indebærer, at der ikke må være tvivl om, hvilke oplysninger bebyrdende afgørelser hviler på. Jeg finder det uheldigt, at Personaledirektoratet har betegnet A’s udtalelse som "helt uacceptabel" i såvel den supplerende partshøring af 15. oktober 2007 som i afgørelsen af 31. oktober 2007 uden samtidig at oplyse, om forholdet er indgå et afskedigelsesgrundlaget.

Jeg bemærker dernæst, at partshøringsreglerne har til formål både at sikre partens ret til kontradiktion og at bidrage til sagsoplysningen.

Dette rejser efter min opfattelse et principielt spørgsmål om, i hvilket omfang en myndighed kan bebrejde en borger indholdet af et partshøringssvar.

Det er umiddelbart min opfattelse, at en borger, som partshøres, må have en betydelig frihed til at procedere sin sag i partshøringssvaret, og særligt i sager om uansøgt afsked fra ansættelse i forvaltningen er det væsentligt at have sig for øje, at borgeren ikke afgiver sit partshøringssvar som et led i tjenesten, men som privat part i sagen.

Det indebærer i den konkrete sag, at Personaledirektoratet har måttet affinde sig med, at A i sit partshøringssvar har fastholdt sine synspunkter vedrørende de forhold, som Personaledirektoratet (og D) har kvalificeret som bebrejdelsesværdige.

Jeg finder det derfor uberettiget og meget kritisabelt, at Personaledirektoratet har bebrejdet A de udtalelser, som han er fremkommet med i sit partshøringssvar.” (Ombudsmandens udtalelse 2008-5.1.3)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Ombudsmanden fandt det, for så vidt angår Mittarfeqarfiit’s afgørelse og sagsbehandling, særdeles beklageligt, at afskedigelsesskrivelsen angav, at eventuelle bemærkninger til afskedigelsen kunne fremsættes inden for en nærmere angiven tidsfrist efter modtagelse af afskedigelsen. Ombudsmanden bemærkede hertil, at partshøring skal foretages forud for en påtænkt afgørelse.

Umiddelbart forud for afskedigelsen havde Mittarfeqarfiit afholdt en tjenstlig samtale med B. Mittarfeqarfiit havde ikke udarbejdet notat om samtalen. Ombudsmanden udtalte, at partshøring burde have været gennemført skriftligt, og at Mittarfeqarfiit skulle have givet B tid til at kommentere afskedigelsesgrundlaget. Ombudsmanden fandt Mittarfeqarfiits manglende overholdelse af henholdsvis notatpligten og partshøringspligten kritisabel.

[…]

Ombudsmanden fandt det endvidere meget kritisabelt, at departementet ikke havde partshørt B, og ikke i fornødent omfang havde søgt sagen oplyst forud for departementets afgørelse.

Ombudsmanden henstillede derfor, at departementet genoptog behandlingen af sagen.” (Ombudsmandens udtalelse 2010-6.9)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”I sager, hvor der skal foretages partshøring, kan en myndighed ikke reelt træffe afgørelse, forinden partshøringen er afsluttet, eftersom pligten til at foretage partshøring er en garantiforskrift, som netop har til formål at sikre rigtigheden af afgørelsen.” (Ombudsmandens udtalelse 2008-5.1.1)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Det er derfor min umiddelbare opfattelse, at det i langt de fleste sager om afskedigelse, vil være nødvendigt at foretage partshøringen skriftligt, da parten kan have brug for tid til at forholde sig til kommunens beslutningsgrundlag samt eventuelt have behov for at drøfte dette med en udenforstående.

Det er i øvrigt min opfattelse, at forvaltningsmyndigheden bør gøre parten bekendt med sagsbehandlingslovens § 21, hvorefter en part på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan forlange at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen, med mindre en af de i § 21, stk. 2, anførte undtagelser finder anvendelse.

Jeg bemærker hertil, at den løbende kontakt med arbejdstageren ikke kan gøre det ud for en partshøring i sagsbehandlingslovens forstand.

[…]

Det er min opfattelse, at det ikke er tilstrækkeligt til at opfylde kravene til partshøring at bede en part om at udtale sig om et (eller flere) givet (givne) forhold, når man først efterfølgende fortæller ham, hvad man skal bruge hans udtalelse til.

I den her foreliggende sag har A haft godt 14 dage til at forberede sin udtalelse til de enkelte punkter, mens han rent faktisk ikke blev bekendt med, hvad partshøringen kunne munde ud i, før på dagen, hvor han skulle partshøres.

Jeg finder dette meget kritisabelt. Det er endvidere min opfattelse, at dette kan rejse endog stor tvivl om partshøringens lovlighed.

Hertil kommer, at partshøringen i sit indhold efter min opfattelse ikke tilstrækkelig klart angiver, hvilke punkter eller hændelser der konkret henvises til. Også dette forhold rejser tvivl om lovligheden af partshøringen.

Endelig fremgår det ikke af partshøringsbrevet, hvorledes K Kommune har kvalificeret sagens fakta. Det fremgår således ikke, om det er K Kommunes opfattelse, at samtlige de opremsede forhold betragtes som samarbejdsproblemer, om der er tale om brud på decorum, uegnethed eller andet. Det er væsentligt for den hørte part at få oplyst, hvorledes myndigheden kvalificerer faktum, for at den pågældende på tilstrækkelig vis vil kunne forholde sig til de enkelte forhold. Også dette er med til at rejse tvivl om lovligheden af den af K Kommune foretagne partshøring.” (Ombudsmandens udtalelse 2006-21.1)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Tilkendegivelsen i kommunens brev om at kommunens høring af A ikke er pligtmæssig, kan forstås således, at A ikke har et retskrav på, at hans opfattelse af kommunens afgørelsesgrundlag indgår i kommunens videre overvejelser, således at kommunen er frit stillet med hensyn til, hvilken vægt, som kommunen vil lægge på A’s eventuelle bemærkninger.

De oven for anførte høringsforskrifter er, som også nævnt oven for, ufravigelige. Dette indebærer, at kommunen er forpligtet til at forholde sig til nye eller ændrede oplysninger, som A måtte bidrage med.

Der er herudover tale om, at en partshøring skal have reel karakter af en partshøring, hvilket blandt andet vil sige, at høringen skal indeholde en opfordring til parten til at varetage sine interesser, herunder eventuelt kommentere og korrigere beslutningsgrundlaget, som det foreligger.

En formulering, som angiver, at myndigheden ikke anser høringen for pligtmæssig, er uheldig og med til at svække værdien af partshøringen i sagsoplysningen, idet en sådan formulering kan give den hørte den opfattelse, at sagen allerede er tilstrækkelig oplyst inden høringens gennemførelse, og at det derfor ikke vil få betydning, at den hørte ønsker at kommentere eller korrigere beslutningsgrundlaget. (Ombudsmandens udtalelse 2004-21.1)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Der er i forvaltningsretten, herunder sagsbehandlingsloven ingen regler, som fastsætter særlige formkrav til gennemførelse af partshøringer.

Foretages partshøring mundtligt, skal høringen gennemføres således, at parten får en reel mulighed for at kommentere de oplysninger, som indgår i høringen.

Det er således ikke tilstrækkeligt at lægge vægt på partens umiddelbare kommentarer i forbindelse med, at oplysningerne forelægges parten.

Jeg bemærker i tilknytning hertil, at efter sagsbehandlingslovens § 19, stk. 1, sidste pkt. kan myndigheden fastsætte en frist, inden for hvilken parten skal svare.

I den foreliggende sag har kommunen under et møde den 22. juni 2000 forelagt A de oplysninger, som kommunen fandt anledning til at partshøre A over, efter det oplyste en lægeerklæring.

Kommunen angiver i sit høringssvar, at A ”accepterede oplysningerne og havde umiddelbart ikke nogen spørgsmål eller kommentarer til dette. Der blev ikke udleveret bilag af nogen art under partshøringen.”

Da kommunen, som anført, har haft pligt til at give A en reel mulighed for at kommentere de pågældende oplysninger, kan det ikke tillægges betydning, om hun ”accepterede” disse eller umiddelbart ikke havde kommentarer.

Det er min opfattelse, at kommunen under alle omstændigheder har haft pligt til at udlevere en kopi af oplysningerne til A og give hende mulighed for at fremsætte sine eventuelle bemærkninger inden for en rimelig frist efter mødet.

Jeg finder, at kommunen ikke har foretaget en tilstrækkelig partshøring, hvilket er kritisabelt.” (Ombudsmandens udtalelse 2002-73.1.1)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Jeg har desuden noteret mig, at det i Personaledirektoratets supplerende partshøringsskrivelse af 20. juni 2006 var angivet, at A skulle fremkomme med sine eventuelle bemærkninger hertil inden den 22. juni 2006. Hun blev således givet to dage til at fremkomme med en udtalelse til denne del af afgørelsesgrundlaget.

I de tilfælde, hvor myndighederne fastsætter en frist for en part til at afgive en udtalelse til sagen, skal der ved fastsættelse af fristen tages hensyn til, at den pågældende gives rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og til at overveje udtalelsens form og indhold.

Det skal sikres, at parten har reel mulighed for at udtale sig, og betænkningstiden skal derfor være rimelig set i lyset af karakteren af de foreliggende oplysninger og den påtænkte afgørelse.

Der kan i den forbindelse tages hensyn til omfanget af oplysningerne, herunder om parten tidligere har haft lejlighed til at udtale sig om andre dele af afgørelsesgrundlaget. Der kan endvidere tages hensyn til, om sagen er af en sådan karakter, at parten typisk vil kunne have interesse i at lade en sagkyndig vurdere oplysningerne og medvirke ved udformningen af udtalelsen.” (Ombudsmandens udtalelse 2008-5.1.4)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Jeg har konstateret, at kommunen i hvert enkelt tilfælde, hvor kommunen foretager partshøring af sine ansatte opererer med en 3 dages frist til aflevering af partshøringssvaret.

[…]

Jeg tilslutter mig derfor Administrationsdirektoratets bemærkning om, at det er beklageligt, at A kun fik en frist på tre dage til at fremkomme med et partshøringssvar i sagen.

Jeg er således af den opfattelse, at kommunen ikke kan operere med en automatisk frist på 3 dage til aflevering af partshøringssvar, men at kommunen i hvert enkelt tilfælde må foretage en konkret vurdering af om, den ansatte sagens omstændigheder taget i betragtning, skal gives en længere frist til aflevering af partshøringssvar.” (Ombudsmandens udtalelse 2005-4.10)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Jeg bemærker også, at det ikke er retvisende, når der i afgørelsen lægges vægt på, at, at partsrepræsentanten søgte udsættelse begrundet ”i andre presserende sager og retsmøder”, idet det relevante for myndighedens vurdering af, om udsættelse bør gives, er, om parten eller dennes repræsentant har rimelig mulighed for at forholde sig til sagen.” (Ombudsmandens udtalelse 2010-6.8)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Efter at have behandlet sagen har jeg fundet, at kommunen har foretaget så grove sagsbehandlingsfejl, herunder manglende partshøring, at det som udgangspunkt medfører ugyldighed af kommunens opsigelse af A. I sager om uansøgt afskedigelse spiller partshøringsreglerne en særlig rolle, og jeg har derfor henstillet, at kommunen genoptager sagen om afskedigelse af A.” (Ombudsmandens udtalelse 2009-3.3)

Ombudsmanden udtalte i en sag:

”Som jeg har beskrevet i mit brev af 12. juli 2006 til kommunen, har kommunens undladelse af at partshøre skabt en formodning for, at kommunens afgørelser er usaglige, idet kommunen herved ikke har haft tilstrækkelige oplysninger til at kunne afgøre sagerne.

[…]

Kommunen må derfor foretage en nærmere undersøgelse af, om A ville være blevet afskediget, såfremt han havde været forskriftsmæssigt partshørt, forinden kommunen afskedigede ham.

Dette forudsætter efter min opfattelse, at kommunen genoptager sagen med henblik på en nærmere afklaring af, om A gennem en partshøring kunne have anfægtet kommunens beslutning om at ferielukke fritidsklubben, og om, at ferielukningen gjorde det nødvendigt at afskedige A.

Såfremt kommunen ikke genbehandler sagen, har kommunen ikke afkræftet formodningen for, at afskedigelsen af A er usaglig, hvilket indebærer, at kommunen særskilt må undersøge, om A har krav på økonomisk kompensation.

Kun såfremt kommunen efter at have genbehandlet sagen kan dokumentere, at afskedigelsen af A var saglig, er der ikke behov for, at kommunen overvejer at yde økonomisk kompensation til A for den manglende partshøring.” (Ombudsmandens udtalelse 2006-9.1.Opfølgning i sagen fremgår af 2007-6)