• Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

Ved pressemeddelelse af 30. september 2013 oplyste jeg, at jeg samme dag havde anmodet Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender om at fremsende mig alle dokumenter, der vedrørte den seneste ansættelse af departementschef i departementet.

På baggrund af de indhentede dokumenter fandt jeg anledning til at anmode departementet om en nærmere redegørelse for ansættelsesprocessen.

Jeg har nu modtaget Departementet for Finanser og Indenrigsanliggenders endelige redegørelse og på baggrund af de oplysninger, der er anført heri, finder jeg ikke grundlag for at fortsætte min undersøgelse af sagen.

Mit afsluttende brev til Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender fremgår nedenfor.

Vera Leth

Departementets sagsnr. 2013-090859 – ansættelse af departementschef

Hermed bekræfter jeg modtagelsen af Departementet for Finanser og Indenrigsanliggenders brev af 14. juni 2014, der er en uddybning af den udtalelse til sagen, som departementet afgav ved brev af 14. januar 2014. Jeg tager til efterretning, at departementet har beklaget den sene fremsendelse af sit brev.

Jeg har nu gennemgået den samlede sag om ansættelse af en departementschef ved Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender i september 2013, herunder de sagsakter som departementet har fremsendt til mig.

På baggrund af denne gennemgang har jeg besluttet ikke at fortsætte min undersøgelse af sagen, da der efter min opfattelse ikke er udsigt til, at jeg vil kunne udtale – væsentligere – kritik af Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender.

Jeg foretager mig således ikke videre i sagen. 

Nedenfor har jeg overordnet redegjort for baggrunden for min beslutning.

Jeg bemærker, at da denne sag har påkaldt sig stor interesse i offentligheden, har jeg besluttet at offentliggøre nærværende brev på min hjemmeside den 4. juli 2014 samt samtidig hermed orientere om sagen via en pressemeddelelse.

Indledende bemærkninger

Nærværende sag rejser efter min opfattelse to hovedproblemstillinger.

For det første rejser sagen spørgsmålet om, hvorvidt Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender ved ansættelsen af den udvalgte ansøger til departementschefstillingen har iagttaget det ansættelsesretlige vandelskrav (decorum officiale), der gælder for alle offentligt ansatte. Med andre ord er spørgsmålet, om der kan være grundlag for at kritisere departementet for, at departementet ikke grundigt nok havde undersøgt den valgte ansøgers baggrund og derved overså, at der var rejst en politiundersøgelse mod denne for en mulig krænkelse af straffelovens regler om formueforbrydelser. Jeg bemærker for en ordens skyld, at jeg gennem dagspressen nu har noteret mig, at den omtalte ansøger i byretten for nyligt er blevet frikendt.

For det andet rejser sagen spørgsmålet om, hvorvidt Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender i forbindelse med valget blandt ansøgerne til stillingen har inddraget ulovlige hensyn, herunder om departementet har iagttaget det almindelige forvaltningsretlige princip om, at den bedst kvalificerede ansøger skal ansættes.

Departementets undersøgelse af den udvalgte ansøgers baggrund (vandelsbetragtninger)

I medfør af § 12, stk. 1, 2. led, i landstingslov nr. 21 af 18. december 2003 om Grønlands Hjemmestyres og kommunernes tjenestemænd i Grønland (tjenestemandsloven) skal en tjenestemand såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

Dette krav – decorum officiale-kravet eller vandelskravet – gælder også for ikke-tjenestemænd i henhold til en ulovbestemt retsgrundsætning, jf. for eksempel Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet – tjenestemænd og overenskomstansatte, 2000, side 94 f., samt Kaj Larsen i Hans GammeltoftHansen m.fl., Forvaltningsret, 2002, side 195.

Vandelskravet gælder under ansættelsen som ved ansættelsesforholdets etablering, jf. Jørgen Mathiassen, a.st., side 63 f.

Kravet om, at man skal opfylde vandelskravet ved ansættelsesforholdets etablering, forudsætter, at ansættelsesmyndigheden må foretage rimelige undersøgelser af, om den udsete ansøger opfylder dette. Hvad der må anses for ”rimelige undersøgelser”, kan svært gøres op dækkende, men må bero på en konkret vurdering af den enkelte situation, herunder også den pågældende stillingstype, jf. nærmere ordlyden af den gengivne bestemmelse i tjenestemandsloven.

En stilling som departementschef, der er en ganske betydelig stilling, må i sagens natur accentuere kravet om en rimelig undersøgelse af den udvalgte ansøgers vandelsmæssige baggrund.

Dette må således også gælde i denne sag.

Jeg noterer mig ved gennemgangen af sagsakterne, at Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender (ansættelsesudvalget) via sit rekrutteringsbureau indhentede referencer fra seks personer. Af de seks personer havde to i den nærmeste fortid været chefer for den udvalgte ansøger.

Ingen af referencerne, jf. de notater, der er udarbejdet af rekrutteringsbureauet under hele processen, har givet udtryk for eventuelle vandelsmæssige problemer i forhold til den udvalgte ansøgers person.

Selvom det nok havde været ønskeligt, om departementet havde indhentet en reference også fra blandt andre den udvalgte ansøgers seneste chef inden for banksektoren, finder jeg, at det forhold, at man havde indhentet seks referencer, herunder to referencer fra tidligere chefer, medfører, at der ikke er udsigt til, at jeg ved en nærmere undersøgelse af sagen vil kunne udtale i hvert fald væsentligere kritik af Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender.

Jeg noterer mig herved endvidere, at departementets rekrutteringsbureau i et notat har anført, at man under ansættelsesprocessen ”talte en del [med den udvalgte ansøger] om, at han i sagens natur skulle have en uplettet fortid” og derved indskærpede vandelskravet over for ansøgeren. Jeg må således umiddelbart formode, at departementet har instrueret rekrutteringsbureauet i vigtigheden af at undersøge vandelsmæssige forhold.

Inddragelse af ulovlige hensyn i ansættelsesprocessen

Efter et almindeligt forvaltningsretligt princip skal en offentlig myndighed i en ansættelsesproces ansætte den bedst kvalificerede ansøger. 

Kun saglige og lovlige hensyn (kriterier) må indgå i udvælgelsesprocessen. Et sagligt og lovligt kriterium må ikke være ekskluderende eller lignende, jf. Bent Christensen, Forvaltningsret – opgaver, hjemmel, organisation, 1997, side 174, jf. side 163 ff.: Man må ikke udelukke en ansøger, for eksempel blot fordi denne ikke opfylder det pågældende kriterium. I den forvaltningsretlige terminologi siger man, at skønnet ikke må sættes under regel. Myndigheden skal med andre ord som udgangspunkt foretage et frit og ubundet skøn over, hvilken ansøger der i bred forstand må anses for at være den bedst kvalificerede. I denne udvælgelse må man vægte de forskellige saglige og lovlige kriterier over for hinanden.

Ved gennemgangen af sagsakterne har jeg blandt andet noteret mig, at flere af ansøgerne havde et højere uddannelsesniveau end den udvalgte ansøger og i øvrigt – til forskel fra denne – havde erfaring inden for den offentlige forvaltning.

På denne baggrund anmodede jeg Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender om nærmere at redegøre for udvælgelsesprocessen set i lyset af ovennævnte forvaltningsretlige principper.

Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender har i sit brev af 14. juni 2014 til mig nu gjort nærmere rede for udvælgelsesprocessen.

Departementet har indledningsvis – i det væsentlige – henvist til de udvælgelseskriterier, der fremgik af stillingsopslaget, og som jeg er enig med departementet i må anses for saglige og lovlige.

Departementet har herefter ganske udførligt redegjort for, med hvilken begrundelse den udvalgte ansøger blev valgt, samt hvorfor de øvrige ansøgere blev fravalgt.

Det står i udgangspunktet Departementet for Finanser og Indenrigsanliggender frit for, hvordan departementet vil afveje de indbyrdes lovlige ansættelseskriterier over for hinanden, så længe departementet som tidligere nævnt for eksempel ikke har afskåret denne afvejning.

Med Departementet for Finanser og Indenrigsanliggenders nærmere redegørelse for, på hvilken baggrund den udvalgte ansøger blev udvalgt, samt hvorfor de øvrige ansøgere blev fravalgt, finder jeg ikke, at der er udsigt til, at jeg ved en nærmere undersøgelse vil kunne udtale kritik af departementet.

Med venlig hilsen

Vera Leth