Afslag på ansøgning om ansættelse som præst. Delegation. Undersøgelsesprincippet (officialprincippet). Menighedsrepræsentationernes indstillingsret. Notatførelse
A klagede til ombudsmanden over at have fået afslag på sin ansøgning om ansættelse som præst ved X Præstegæld. A gjorde herved blandt andet gældende, at Biskoppen over Grønlands Stift i forbindelse med ansættelsesprocessen havde formået de medvirkende menighedsrepræsentationer til ikke at indstille A.
Efter en undersøgelse af sagen fandt ombudsmanden ikke grundlag for at kunne konkludere, at Biskoppen over Grønlands Stift, herunder biskoppen personligt, havde inddraget usaglige hensyn i forbindelse med ansættelsesprocessen.
Ombudsmanden fandt det dog meget beklageligt, at Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling som ansættende myndighed havde overladt det til Biskoppen over Grønlands Stift at meddele A afslag på A’s ansøgning. Ombudsmanden henviste herved blandt andet til sagsbehandlingslovens begrundelsesregler, der i sager om ansættelse af præster kun kan opfyldes fyldestgørende af departementet som den ansættende myndighed.
Ombudsmanden fandt det endvidere meget kritisabelt, at departementet havde truffet afgørelse i ansættelsessagen uden overhovedet at have forholdt sig til de pågældende ansøgninger. Ansøgningerne, der af ansøgerne var indsendt til Biskoppen over Grønlands Stift, var således først blevet fremsendt til departementet, efter at der var truffet afgørelse om ansættelse.
Ombudsmanden var enig med departementet og Biskoppen over Grønlands Stift i, at det havde været rigtigst, om man havde indkaldt menighedsrepræsentationerne til et nyt indstillingsmøde (og orienteringsmøde) som følge af, at der var en ansøger, der valgte at trække sin ansøgning.
Afslutningsvis fremkom ombudsmanden med nogle mere generelle og overordnede overvejelser om en menighedsrepræsentations notatførelse i sager om ansættelse af præster (udtalelse af 11. august 2014, j.nr. 2013-319-0022).
Ved brev af 17. november 2013 klagede A til mig over at have fået afslag på sin ansøgning til en stilling som præst ved X Præstegæld. A gjorde overordnet gældende, at det var hendes opfattelse, at biskoppen havde udvirket, at menighedsrepræsentationerne ikke indstillede hende til stillingen. Jeg må forstå det sådan, at det var A’s opfattelse, at biskoppen havde inddraget usaglige hensyn under ansættelsesprocessen.
Ved brev af 23. december 2013 anmodede jeg Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling om at fremsende sagens akter, og efter en gennemgang af disse, som jeg modtog ved departementets breve af 7. januar 2014 og 10. januar 2014, anmodede jeg ved brev af 21. januar 2014 departementet om en udtalelse til sagen. Jeg bad departementet om forinden at indhente en udtalelse fra Biskoppen over Grønlands Stift og fremsende begge udtalelser til mig.
Af mit brev fremgår blandt andet følgende:
”Jeg beder myndighederne om i deres udtalelser at redegøre for også følgende:
1. Biskoppen over Grønlands Stifts direkte relation til menighedsrepræsentationerne i ansættelsessager for præster var under nærværende sag overordnet beskrevet i landstingsforordning nr. 8 af 30. oktober 1998 om ansættelser i Kirken. I medfør af landstingsforordningens § 6 skulle biskoppen således afholde et fællesmøde (orienteringsmøde) mellem biskoppen og de valgte medlemmer af menighedsrepræsentationerne, hvor biskoppen orienterede om ansøgerne.
Reglerne om orienteringsmødet er i det væsentlige nu videreført i § 26e i inatsisartutlov nr. 9 af 19. maj 2010 om Kirken, som ændret ved inatsisatutlov nr. 2 af 29. november 2013.
Jeg forstår A’s klage sådan, at A er bekymret for, hvad biskoppen under orienteringsmødet har informeret menighedsrepræsentationerne om vedrørende A’s person.
Jeg beder Biskoppen over Grønlands Stift i sin udtalelse forholde sig til A’s bekymring.
Jeg har noteret mig, at der ikke af sagens akter fremgår et mødenotat over orienteringsmødet.
Jeg beder Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling og Biskoppen over Grønlands Stift i myndighedernes udtalelser redegøre for baggrunden for, at der ikke blev udarbejdet mødenotat, sammenholdt med det forvaltningsretlige regelsæt for udformning af notater.
2. Jeg har noteret mig Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestillings delegationsbrev af 28. februar 2013 til Biskoppen over Grønlands Stift.
I dette brev har departementet delegeret visse beføjelser og opgaver vedrørende ansættelsessager for præster til Biskoppen over Grønlands Stift.
Delegationen omfatter ikke selve afgørelsesdelen, det vil sige beslutningen om, hvem der skal ansættes (henholdsvis ikke-ansættes).
Omvendt omfatter delegationen for eksempel meddelelse af ”afslag”. Jeg forstår, jf. også nærværende sags akter, at der med begrebet ”afslag” menes de afslagsbreve, der udsendes til de ansøgere, der ikke opnår ansættelse.
Henset til at departementet ikke har delegeret selve ansættelseskompetencen, altså afgørelsesdelen, til Biskoppen over Grønlands Stift, beder jeg departementet i sin udtalelse redegøre nærmere for delegationen af kompetencen til at meddele afslag, når der må henses til, at disse afslag netop udgør afgørelsesakten over for den enkelte ansøger, hvis ansøgning afslås.
[…]
3. Jeg har noteret mig, at ansøgningen til præstestillingen i X Præstegæld skulle indgives til Biskoppen over Grønlands Stift.
Dette er i overensstemmelse med nævnte delegationsbrev.
Jeg har videre noteret mig, at det eneste brev, der er afgået fra Biskoppen over Grønlands Stift til departementet, er biskoppens brev af 23. oktober 2013 angående menighedsrepræsentationernes indstilling i ansættelsessagen. Det ses ikke umiddelbart, at ansøgningerne har været vedlagt dette brev.
Jeg beder som følge heraf Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling og Biskoppen over Grønlands Stift i myndighedernes udtalelser redegøre for, hvornår departementet har modtaget ansøgningerne.”
Ved brev af 24. januar 2014 til Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling anførte jeg videre følgende:
”I fortsættelse af mit brev af 21. januar 2014 til Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling har jeg efterfølgende konstateret, at en af ansøgerne umiddelbart efter orienteringsmødet og menighedsrepræsentationernes indstillingsmøde valgte at trække sin ansøgning.
Den pågældende ansøger havde opnået et betydeligt antal stemmer blandt de stemmeberettigede menighedsrepræsentationsmedlemmer.
Efter § 7 i hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 38 af 29. december 1998 om menighedsrepræsentationers medvirken ved præsteansættelser afholdes der – som udgangspunkt – kun én afstemningsrunde under indstillingsmødet. De ansøgere, der opnår stemmer under denne afstemningsrunde omfattes af indstillingen i en prioriteret rækkefølge, der er afhængig af den enkelte ansøgers opnåede stemmeantal.
Jeg beder Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling og Biskoppen over Grønlands Stift om i myndighedernes udtalelser at redegøre for, om myndighederne overvejede at foranledige afholdelse af et nyt indstillingsmøde i lyset af, at de stemmer, der blev afgivet på den omtalte ansøger, måtte anses som spildt.”
Ved brev af 25. april 2014 til mig afgav Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling udtalelse til sagen. Af udtalelsen fremgår blandt andet følgende:
”[…]
Ad 1.
For så vidt angår spørgsmålet om biskoppens direkte relation til menighedsrepræsentationerne er Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling alene anmodet om at redegøre for, at der ikke blev udarbejdet mødenotat, sammenholdt med det forvaltningsretlige regelsæt for udformning af notater. Det er således alene Biskoppen, der er anmodet om at forholde sig til klagers bekymring. For så vidt angår sidstnævnte har departementet konstateret, at Biskoppen i sin udtalelse udførligt har redegjort herfor, og departementet finder ikke anledning til at kommentere dette forhold yderligere.
For så vidt angår spørgsmålet om udarbejdelse af mødenotat tilslutter Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling sig i det væsentlige også det herom anførte i udtalelsen fra Bispeembedet. Departementet finder dog anledning til at bemærke, at den omstændighed, at der orienteres om ansøgerne, herunder besvares spørgsmål angående disse, naturligvis implicit medfører en mulighed for at påvirke menighedsrepræsentanterne forud for disses stemmeafgivelse og dermed også vil kunne have indflydelse for stemmeafgivningen, hvilket også må anses at være en del af formålet med orienteringsmødet. Men det er naturligvis korrekt, at Biskoppen ikke teknisk har mulighed for at påvirke selve indstillingen.
Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling skal tillige til det af Bispeembedet anførte om notatpligt i henhold til offentlighedslovens § 6 bemærke, at det afgørende ikke ses at være, om der er tale om ”embedets afgørelsessag”. Der er således utvivlsomt tale om en afgørelsessag, hvor afgørelsen træffes af Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling. Men notatpligten efter offentlighedslovens § 6 forudsætter, at der er tale om en myndigheds modtagelse af oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, medmindre oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter. Der er i det foreliggende tilfælde set fra Bispeembedets side ikke tale om modtagelse af oplysninger, hvorfor notatpligtsreglen alene af den grund ikke finder anvendelse i forhold til Bispeembedet.
Spørgsmålet er herefter, om menighedsrepræsentanterne har notatpligt. Ved vurderingen af dette spørgsmål må det først afklares, om menighedsrepræsentanterne er at betragte som en myndighed. Menighedsrepræsentationerne er i lovgivningen tillagt visse beføjelser, der gør, at de normalt må betragtes som en myndighed, men i det foreliggende tilfælde er der ikke tale om menighedsrepræsentationerne som sådan, men alene om de valgte medlemmer af menighedsrepræsentationerne, og disse agerer i denne sammenhæng efter Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestillings vurdering ikke som en myndighed, hvorfor de af denne grund ikke anses omfattet af notatpligten i offentlighedslovens § 6. Dertil kommer, at oplysningerne, der bliver givet på mødet, primært er af faktuel karakter og om forhold, der allerede fremgår af sagens dokumenter (ansøgningerne). Endelig skal det nævnes, at der i § 5, stk. 2, i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 38 af 29. december 1998 om menighedsrepræsentationers medvirken ved præsteansættelser m.v. er fastsat bestemmelse om, at Biskoppen på orienteringsmødet desuden gennemgår reglerne for stillingens besættelse, og at der om denne del af mødet foretages særskilt tilførsel til beslutningsprotokollen, der underskrives af samtlige mødedeltagere. Det kan på denne baggrund antages, at der hermed er tilsigtet at gøre udtømmende op med, hvad der skal føres til beslutningsprotokollen.
Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling og Bispeembedet har på baggrund af udtalelsen fra embedet drøftet spørgsmålet om, hvorvidt der fremadrettet skal være notatpligt vedrørende de oplysninger, der bliver meddelt på orienteringsmødet. Bispeembedet har i den forbindelse over for departementet oplyst, at Bispeembedet har været i kontakt med Københavns Stift, som har meddelt, at der ikke er notatpligt på orienteringsmøderne i Københavns Stift, og at man heller ikke i øvrigt er bekendt med sager, hvor der er blevet anmodet om aktindsigt i orienteringsmøderne. Derudover fremhæver Bispeembedet, at diskretionshensynet bør vægtes højere end de offentligretlige regler og sammenligner situationen med de tilfælde, hvor et ansættelsesudvalg som udgangspunkt heller ikke fører notat over møder, der vedrører ansættelsesproceduren. Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling tilslutter sig umiddelbart denne vurdering. Departementet og Bispeembedet vil i forbindelse med igangværende revision af bekendtgørelsen om menighedsrepræsentationers medvirken ved præsteansættelse have særlig fokus på denne problemstilling og imødeser gerne Ombudsmandens bemærkninger desangående.
Ad 2.
Det er vigtigt at understrege, at delegationen ikke omfatter selve afgørelsesdelen, som altså fortsat ligger hos Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling. Bispeembedets rolle er derfor alene at forestå det ”administrative afslag”, som udarbejdes på baggrund af departementets afgørelse. Bispeembedets kompetence må derfor alene forstås som en formidling af den afgørelse, som departementet har truffet, hvad enten det drejer sig om ansættelse eller afskedigelse.
[…]
Departementet er dog opmærksom på, at delegationsskrivelsen kan give anledning til tvivlsspørgsmål og har derfor taget initiativ til, i samarbejde med Bispeembedet, at udarbejde et nyt delegationsbrev, som i højere grad skaber klarhed over kompetencefordelingen mellem Bispeembedet og Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling.
Ad 3.
I den konkrete sag modtager Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling, efter anmodning til Bispeembedet den 27. december 2013, ansøgningerne til præstestillingen. Departementet er inden modtagelsen af ansøgningerne bekendt med ansøgerfeltet, som består af de tre personer, der fremgår af indstillingsbrevet, heraf er to personer allerede ansat som præster i Kalaallit Nunaanni Ilagiit [folkekirken i Grønland, min bemærkning]. Departementet er desuden bekendt med klager, der tidligere har været ansat som præst i Kalaallit Nunaanni Ilagiit, jf. hertil den af Bispeembedet fremsendte oversigt. I det konkrete tilfælde var den af menighedsrepræsentationen indstillede person allerede ansat i Kalaallit Nunaanni Ilagiit, og qua denne ansættelse kendt af departementet. Dette resulterede i, at man ikke anså det for nødvendigt at indhente ansøgningerne.
Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling har på det nævnte møde med Bispeembedet aftalt med embedet, at proceduren fremadrettet skal indrettes således, at departementet i alle tilfælde modtager samtlige ansøgninger, inden der træffes afgørelse.
Ad 4.
Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling tilslutter sig i det hele Bispeembedets besvarelse af den 31. januar 2014 og skal i den forbindelse beklage, at departementet ikke gjorde Bispeembedet opmærksom på, at der burde have været afholdt et nyt indstillingsmøde. Departementet vil fremadrettet være opmærksom på denne problemstilling og stiller sig i øvrigt tilfreds med Bispeembedets udarbejdelse af en skriftlig procedure til imødegåelse af fremtidige sager af denne karakter.”
Med Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestillings brev fulgte blandt andet Biskoppen over Grønlands Stifts udtalelse af 31. januar 2014 til sagen.
I udtalelsen afviste Biskoppen over Grønlands Stift, at myndigheden og biskoppen personligt havde inddraget usaglige hensyn under ansættelsesprocessen. Biskoppen over Grønlands Stift henviste herudover til, at man tidligere i i hvert fald ét tilfælde havde orienteret A om et ledigt præsteembede. Jeg må forstå sidstnævnte sådan, at Biskoppen over Grønlands Stift i hvert fald til en vis grad havde opfordret A til at søge nævnte embede.
Af udtalelsen fremgår videre følgende:
”[…]
Mødenotat. Biskoppen fører ikke notat over samtalen med de valgte menighedsrepræsentanter på orienteringsmødet. Det er bispeembedets opfattelse, at notatpligten efter Offentlighedslovens § 6 i udgangspunktet angår embedets afgørelsessager. Biskoppens virksomhed på mødet er definitorisk en orientering (vejledning) af menighedsrepræsentanterne og derfor at betragte som faktisk forvaltningsvirksomhed. En retlig notatpligt for sagsvirksomhed af denne – eventuelt fagkonkrete – karakter synes at forudsætte en yderligere administrativ forskrift, fastsat i medfør af Offentlighedslovens § 6, stk. 3.
Synspunktet forekommer at have støtte i bemærkningerne til den danske Offentlighedslov, som på dette punkt ikke adskiller sig fra den gældende tilsvarende grønlandske, jfr. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 216.
Biskoppen finder heller ikke, at der på andet grundlag end Offentlighedslovens § 6 er grund til at føre notat over dette orienteringsmøde, henset til mødets særlige karakter af vejledningssamtale mellem biskop og menighed. Man kan vel retligt set forestille sig, at selve processen omkring eller under et orienteringsmøde teoretisk set frembød et usædvanligt sagsbehandlingsskridt, som man af den grund vil gøre notat over, hvilket dog ikke umiddelbart synes at have sammenhæng til kernen i Ombudsmandens spørgsmål på området.
Biskoppen kan i øvrigt oplyse, at orienteringen om ansøgerne hovedsageligt angår deres historik i tidligere præsteansættelser, tidspunkt for uddannelse, herunder pastoralseminarium, og en faktisk gengivelse af deres eventuelle offentlige meritter (bog-/artikeludgivelser, kronikarbejder o. lign.). Derudover svarer biskoppen naturligvis på spørgsmål fra de medvirkende menighedsrepræsentanter om ansøgerne.
Ad 2. Det er bispeembedets opfattelse, at delegationsbrevet af 28. februar 2013 mellem departementet og bispeembedet i praksis fungerer upåklageligt.
Når departementet har udvalgt en ansøger, som indstillet af menighedsrepræsentationerne gennem biskoppen, har departementet samtidigt afvist de øvrige ansøgere. Det er bispeembedets opfattelse, at der er en ubrudt sammenhæng mellem de førsteprioriterede ansøgere fra menighedsrepræsentationerne og de matchende udvalgte af departementet til præstestillingerne gennem i hvert fald de seneste fem år.
Følgelig ligger det implicit i delegationen, at bispeembedet meddeler afslag til de ikke udvalgte ansøgere med den begrundelse, at menighedsrepræsentationerne har prioriteret til fordel for en anden ansøger. Forvaltningsretligt kan der næppe forstås et bredere krav til en begrundelse for et afslag af denne art – til en stilling som præst, hvor det er menighedsrepræsentationerne, som har en forudsat kaldelsesret. Og i hvert fald ikke, hvor departementets udvælgelse er sammenfaldende med de medvirkende menighedsrepræsentationers førsteprioritet.
Det er bispeembedets opfattelse, at dersom departementet teoretisk set en dag ville udvælge en anden ansøger end den af menighedsrepræsentationerne indstillede som førsteprioritet, da ville vi i forholdets natur omkring delegationen modtage en konkret begrundelse fra departementet til den eller de afslåede ansøgere, som vi herefter ville viderebringe.
Efter bispeembedets opfattelse er delegationen således de facto klar og afgrænset. Mener Ombudsmanden, at grundlaget herfor kan udvikles, så imødeser vi naturligvis sådanne henstillinger med henblik på nye drøftelser med departementet.
[…]
Ad 3. Det er bispeembedets opfattelse, at departementet er bekendt med antallet af ansøgere gennem indstillingsbrevets tekst herom. I lyset af delegationen og den tilhørende praksis i departementet, som gengivet ovenfor, som den forstås af bispeembedet, har departementet ikke nødvendigvis brug for selve ansøgningerne, idet, forstås, man konsekvent følger kaldelsen.
Bispeembedet har følgende kommentarer til Ombudsmandens brev [af 24. januar 2014]:
Ombudsmanden bemærker, at én af de fem ansøgere umiddelbart efter de afholdte indstillingsmøder, men forinden afsendelsen af afstemningsresultaterne fra bispeembedet til departementet, trak sin ansøgning tilbage.
Der er tale om ansøgeren […], som under indstillingsmøderne fik alle stemmerne (tre) i den ene af de to medvirkende menighedsrepræsentationer, og i den anden menighedsrepræsentation fik tre af ni afgivne stemmer.
Til illustration fik klageren i alt én stemme hos, samlet set, begge medvirkende menighedsrepræsentationer.
Både som […] er det mit ansvar, at sagerne ligger forsvarligt og sagligt oplyst, og biskoppen i enhver henseende er rådgivet korrekt juridisk. Jeg må i dette billede på det dybeste beklage, at jeg i ekspeditionen af afstemningsresultatet ikke var opmærksom på det demokratiske underskud, som det indstillede resultat herefter led under. Jeg burde have rådgivet biskoppen om, at der skulle afholdes et nyt orienteringsmøde, efterfulgt af nye indstillinger fra menighedsrepræsentationerne – blandt de nu gyldige ansøgninger, forinden resultatet blev videresendt til departementet.
Jeg har i anledning af dette forhold tillige beklaget uopmærksomheden overfor biskoppen, og embedet vil fremadrettet opsætte en skriftlig arbejdsgang til imødegåelse af lignende uheldige episoder.”
Ved breve af 28. maj 2014 og 16. juni 2014 afgav A og dennes fagforening, F, bemærkninger til myndighedernes udtalelser. A og F forholdt sig overordnet til myndighedernes bemærkninger for så vidt angår henholdsvis notatpligt samt rollefordelingen mellem departementet og Biskoppen over Grønlands Stift i sager om ansættelse af præster.
Jeg udtaler herefter:
”1. Afgrænsning af min undersøgelse
Udgangspunktet for nærværende sag er A’s klage over afslaget på hendes ansøgning om en stilling som præst ved X Præstegæld, herunder især spørgsmålet, om Biskoppen over Grønlands Stift (bispeembedet), herunder biskoppen personligt, har inddraget usaglige hensyn. Sidstnævnte spørgsmål vil jeg forholde mig til i afsnit 2.
I afsnit 3 vil jeg nærmere forholde mig til Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestillings rolle i sagen som ansættelsesmyndighed, herunder departementets delegation af kompetence til Biskoppen over Grønlands Stift samt departementets oplysning af ansættelsessagen.
I afsnit 4 vil jeg nærmere forholde mig til, om det forhold, at en ansøger under ansættelsesprocessen valgte at trække sin ansøgning tilbage, burde have medført, at der skulle afholdes et nyt indstillingsmøde (og orienteringsmøde).
Afslutningsvis, afsnit 5, vil jeg fremkomme med nogle mere generelle og overordnede overvejelser over en menighedsrepræsentations notatførelse i sager om ansættelse af præster.
Jeg bemærker, at denne sag skal behandles efter ansættelsesforordningen, jf. landstingsforordning nr. 8 af 30. oktober 1998 om ansættelser i kirken, som ændret ved landstingsforordning nr. 11 af 21. maj 2002 og inatsisartutlov nr. 9 af 19. maj 2010, som var gældende på tidspunktet for behandlingen af præsteansættelsen ved X Præstegæld.
De regler, der fremgik af ansættelsesforordningen, fremgår fra og med 1. januar 2014 nu af kirkeloven, jf. inatsisartutlov nr. 9 af 19. maj 2010 om Kirken, som ændret ved inatsisartutlov nr. 2 af 29. november 2013.
De nye regler er dog i vidt omfang overensstemmende med reglerne i ansættelsesforordningen, hvorfor de problemstillinger, der behandles i nærværende udtalelse, fortsat har relevans.
2. Biskoppen over Grønlands Stifts mulige inddragelse af usaglige hensyn i forbindelse med A’s ansøgning om ansættelse som præst ved X Præstegæld
Jeg har forstået A’s klage sådan, at A er bekymret for, hvad biskoppen personligt blandt andet under orienteringsmødet (jf. nærmere herom nedenfor, afsnit 4) har informeret menighedsrepræsentationerne om vedrørende A’s person og dermed har udvirket, at disse ikke indstillede hende til stillingen som præst ved X Præstegæld. Spørgsmålet er således det overordnede, om Biskoppen over Grønlands Stift har inddraget usaglige hensyn under ansættelsesprocessen.
Som følge heraf bad jeg ved brev af 21. januar 2014 Biskoppen over Grønlands Stift om i sin udtalelse at forholde sig til A’s bekymring.
Biskoppen over Grønlands Stift har i sin udtalelse af 31. januar 2014 udførligt beskrevet den generelle proces vedrørende ansættelse af præster. Biskoppen over Grønlands Stift har endvidere udførligt beskrevet A’s folkekirkelige historik, der viser en mangeårig ansættelse i flere embeder, og anført, at A i i hvert fald ét tilfælde er blevet direkte orienteret om et ledigt præsteembede. Jeg må som tidligere nævnt forstå sidstnævnte sådan, at Biskoppen over Grønlands Stift i hvert fald til en vis grad herved opfordrede A til at søge nævnte embede.Det afvises, at Biskoppen over Grønlands Stift, herunder biskoppen personligt, har inddraget usaglige hensyn i forbindelse med gennemførelsen af ansættelsessagen.
Som også anført af Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling er det et helt naturligt formål med orienteringsmødet, at biskoppen orienterer om de enkelte ansøgere. I forbindelse med denne orientering vil det også være naturligt, at biskoppen tilkendegiver sin umiddelbare opfattelse af den enkelte ansøger. Denne tilkendegivelse om den enkelte ansøger skal selvfølgelig hvile på saglige hensyn.
Jeg har ved gennemgangen af sagen ikke fundet forhold, der bestyrker, at Biskoppen over Grønlands Stift, herunder biskoppen personligt, i forbindelse med ansættelsessagen (blandt andet under orienteringsmødet) skulle have inddraget usaglige hensyn vedrørende A’s person.
Dette forhold sammenholdt med Biskoppen over Grønlands Stifts udtalelse i sagen gør, at jeg ikke finder grundlag for at kunne fremføre kritik af Biskoppen over Grønlands Stift, herunder af biskoppen personligt.
Jeg har noteret mig, at menighedsrepræsentationerne ikke i forbindelse med ansættelsessagen har gjort notat. Nedenfor, afsnit 5, har jeg foretaget en generel og overordnet vurdering af en menighedsrepræsentations notatførelse ved gennemførelsen af sager om ansættelse af præster.
3. Departementets rolle i ansættelsessagen
3.1. Indledende betragtninger – myndighedskompetencen
Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling var på tidspunktet for nærværende sag (og er fortsat) ansættelsesmyndighed for folkekirken i Grønlands præster, jf. forudsætningsvis ansættelsesforordningens § 8.
Beslutninger om ansættelser er generelt afgørelser i sagsbehandlingslovens forstand, hvorfor denne lovs regler, herunder reglerne for begrundelse, skal iagttages.
Departementets kompetence som ansættelsesmyndighed for præster var (og er) i forvaltningsretlig henseende som udgangspunkt fuldstændig lig med øvrige offentlige ansættelsesmyndigheders kompetence, hvilket vil sige, at departementet havde en bred skønsbeføjelse over (inden for de uddannelsesrammer, som især ansættelsesforordningens § 1 opstillede), hvem blandt ansøgerne departementet ville træffe afgørelse om at ansætte. Departementets skøn var alene – som for andre offentlige ansættelsesmyndigheder – afgrænset af nogle brede retlige rammer, blandt andet reglen om, at den i bred forstand bedst kvalificerede ansøger skulle ansættes.
På visse punkter afveg departementets kompetence på præsteansættelsesområdet dog væsentligt fra det øvrige offentligretlige ansættelsesområde.
Det var således fastsat i ansættelsesforordningen, jf. dennes § 8, at præstegældets menighedsrepræsentationer havde del i ansættelsesprocessen, idet menighedsrepræsentationerne i den enkelte sag skulle afgive indstilling om, hvem man ønskede ansat; denne indstilling skulle indgå i departementets skønsmæssige afgørelse om, hvem der skulle ansættes. Departementet kunne ikke ansætte en ansøger, der ikke var omfattet af menighedsrepræsentationernes indstilling, ligesom en ansøger, der ved første afstemning på indstillingsmødet opnåede alle afgivne stemmer, skulle udnævnes i stillingen.
Herudover skulle en ansøger, som departementet ønskede at udnævne, have biskoppens kollats m.v., jf. nærmere ansættelsesforordningens § 4.
Trods nævnte begrænsninger er det vigtigt at have for øje, at departementet havde (og fremdeles har) den fulde ansættelseskompetence på præsteansættelsesområdet – med de rettigheder og pligter, som denne kompetence medfører.
3.2. Departementets delegation af afslagskompetencen til Biskoppen over Grønlands Stift
Ved delegationsbrev af 28. februar 2013 har departementet delegeret visse af departementets kompetencer i præsteansættelsessager til Biskoppen over Grønlands Stift.
Delegationen omfatter således blandt andet meddelelse af afslag til de ansøgere, der ikke bliver ansat i den konkrete stilling. Selve ansættelseskompetencen ligger, jf. delegationsbrevet, fortsat i departementet. Med udgangspunkt i dette delegationsbrev modtog A da også afslag på sin ansøgning fra Biskoppen over Grønlands Stift og ikke fra departementet.
Delegation af departementets kompetence til Biskoppen over Grønlands Stift kan i vidt omfang ske i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om ekstern delegation fra en overordnet myndighed (her departementet) til en underliggende myndighed (her biskoppen).
Imidlertid er det min opfattelse, at departementets delegation til Biskoppen over Grønlands Stift af kompetence til meddelelse af afslag til de ansøgere, der ikke bliver ansat, ikke er lovlig.
Denne opfattelse hænger sammen med det faktum, at ansættelseskompetencen var (og fortsat er) et departementsanliggende. Kompetencen til at meddele afslag er accessorisk til ansættelseskompetencen. Med andre ord: Da det var departementet, der havde ansættelseskompetencen og derved også – naturligvis med respekt for de særlige kompetencer, der var tillagt menighedsrepræsentationerne og biskoppen – havde skønnet over, hvem der skulle ansættes, var det således også kun departementet, der kunne give fyldestgørende afslag i overensstemmelse med sagsbehandlingslovens regler, der blandt andet tilsiger, at forvaltningsretlige afslag skal begrundes. Denne mulighed for at begrunde et afslag kunne alene opfyldes fyldestgørende af departementet som ansættende myndighed.
Jeg bemærker videre for en ordens skyld, at en myndigheds (her departementets) afgørelse i øvrigt under alle omstændigheder ikke bør fremsendes via en anden myndighed (her biskoppen), men bør fremsendes direkte til parten, jf. Karsten Loiborg i Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2002, side 606.
På ovenstående baggrund finder jeg det således meget beklageligt, at Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling overlod det til Biskoppen over Grønlands Stift at meddele afslag til A på hendes ansøgning om en stilling som præst ved X Præstegæld.
For så vidt angår konsekvensen (retsfølgen) af den efter min opfattelse ulovlige delegation (herunder spørgsmålet om begrundelsesmangler), der må anses for at være en væsentlig retlig mangel, henviser jeg til mine bemærkninger nedenfor, afsnit 3.3.
Jeg har forstået, at Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling har taget initiativ til at udarbejde et nyt delegationsbrev. Jeg går ud fra, at departementet i forbindelse med dette arbejde inddrager mine ovennævnte betragtninger
3.3. Departementets sagsoplysning i ansættelsessagen – officialprincippet
Det er et helt grundlæggende princip i forvaltningsretten, at den myndighed, som afgør en sag, har ansvaret for, at den nødvendige sagsforberedelse – herunder tilvejebringelse af de nødvendige oplysninger – finder sted.
Dette princip – undersøgelsesprincippet eller officialprincippet – hører til de såkaldte garantiforskrifter, hvis iagttagelse generelt er af væsentlig betydning for den enkelte afgørelses lovlighed og rigtighed. Tilsidesættelse af officialprincippet vil således være en væsentlig retlig mangel, der i udgangspunktet vil medføre afgørelsens ugyldighed, jf. Karsten Revsbech m.fl., Forvaltningsret – sagsbehandling, 2014, side 357 f.
Officialprincippet gælder i sagens natur også i ansættelsessager.
På min forespørgsel har både Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling samt Biskoppen over Grønlands Stift tilkendegivet, at departementet, da departementet traf afgørelse om ansættelse, alene var i besiddelse af ansøgernes navne, men ikke selve ansøgningerne, der af ansøgerne var blevet indgivet til Biskoppen over Grønlands Stift.
Biskoppen over Grønlands Stift har i sin udtalelse af 31. januar 2014 anført, at ”departementet ikke nødvendigvis [har] brug for selve ansøgningerne, idet, forstås, man konsekvent følger kaldelsen [der juridisk udmøntes ved menighedsrepræsentationernes indstillingsret, min bemærkning]”.
Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling har i sin udtalelse af 25. april 2014 anført – som jeg forstår det – at det ikke var nødvendigt at indhente ansøgningerne, da departementet allerede var bekendt med ansøgerne, da disse alle var eller havde været ansat i folkekirken i Grønland.
Jeg er ikke enig med myndighederne i, at det ikke var fornødent for departementet at indhente ansøgningerne, før der blev truffet afgørelse.
At en ansættelsesmyndighed er i besiddelse af de aktuelle ansøgninger, er således en helt grundlæggende forudsætning for, at ansættelsesmyndigheden får et samlet billede af den enkelte ansøgers kvalifikationer.
Jeg finder det således meget kritisabelt, at Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling traf afgørelse i ansættelsessagen uden overhovedet at have forholdt sig til de pågældende ansøgninger. Ved departementets manglende oplysning af sagen blev en væsentlig garantiforskrift tilsidesat.
Som nævnt er tilsidesættelse af officialprincippet en væsentlig retlig mangel. En afgørelse, der lider af en væsentlig retlig mangel, vil i udgangspunktet medføre afgørelsens ugyldighed og skal annulleres.
Jeg har i lyset heraf overvejet at henstille til Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling at genoptage ansættelsessagen.
Jeg har dog afstået herfra, da der efter min opfattelse umiddelbart vil kunne være tungtvejende hensyn at tage til den ansøger, der blev ansat i det pågældende præsteembede, og som næppe har været i ond tro om den manglende sagsoplysning. Jeg henviser herved til, at en afgørelse, der lider af en væsentlig retlig mangel, alligevel kan opretholdes, i fald der i sagen forekommer momenter af typisk undskyldende karakter, der med styrke taler for at opretholde afgørelsen (såkaldte tertiære momenter), jf. herved Jon Andersen i Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2002, side 849 ff. og side 857 ff.
Jeg har noteret mig, at Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling i sin udtalelse af 25. april 2014 til mig har tilkendegivet, at ansættelsesproceduren fremadrettet skal indrettes således, at departementet i alle tilfælde modtager samtlige ansøgninger, inden der træffes afgørelse.
Dette tager jeg til efterretning.
4. Menighedsrepræsentationernes indstilling i ansættelsessagen
Som anført ovenfor, afsnit 3.1, medvirkede (og medvirker fortsat) et præstegælds menighedsrepræsentation(er) ved ansættelse af præstegældets præster. Reglerne herom fandtes i ansættelsesforordningens §§ 6-8 samt i hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 38 af 29. december 1998 om menighedsrepræsentationers medvirken ved præsteansættelser m.v. (ansættelsesbekendtgørelsen), der for sidstnævntes vedkommende fortsat er gældende.
Efter ansættelsesforordningens § 6 samt ansættelsesbekendtgørelsens § 5 afholdtes et orienteringsmøde blandt de deltagende menighedsrepræsentationer, hvor biskoppen gennemgik de indkomne ansøgninger samt reglerne for stillingens besættelse.
Efter ansættelsesforordningens § 7 samt ansættelsesbekendtgørelsens § 6 afholdtes der i forlængelse af orienteringsmødet et indstillingsmøde med deltagelse af de valgte medlemmer af menighedsrepræsentationerne, og hvor menighedsrepræsentanterne efter nærmere regler som beskrevet i bekendtgørelsens §§ 7-9 skulle afgive indstilling om, hvem der skulle ansættes i den konkrete præstestilling.
Som det fremgår af mit brev af 24. januar 2014 til Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling, valgte en af ansøgerne i nærværende ansættelsessag, som havde opnået et betydeligt antal stemmer, at trække sin ansøgning efter indstillingsmødet, men før departementet traf afgørelse om ansættelse. Jeg bad i nævnte brev departementet og Biskoppen over Grønlands Stift om at forholde sig til nævnte problematik.
Biskoppen over Grønlands Stift har i sin udtalelse af 31. januar 2014 til mig anført, at der i lyset af det passerede burde være afholdt et nyt indstillingsmøde (og orienteringsmøde). Biskoppen over Grønlands Stift har videre anført, at man fremadrettet vil opsætte en skriftlig arbejdsgang til imødegåelse af lignende episoder. Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling har tilsluttet sig Biskoppen over Grønlands Stifts retsopfattelse. Begge myndigheder har beklaget, at der ikke blev afholdt nyt indstillingsmøde.
Selvom ansættelsesforordningen var (og det nugældende regelsæt i kirkeloven er) tavs om, hvordan der skulle reageres i en situation som den anførte, er jeg enig med myndighederne i, at det havde været rigtigst, om man havde indkaldt til et nyt indstillingsmøde (og orienteringsmøde).
Jeg bemærker, at denne konklusion også synes bedst overensstemmende med en formålsfortolkning af ansættelsesforordningens §§ 7 og 8, som netop skal tilsikre en bred demokratisk (og retsteologisk – kaldelsen) legitimitet i sager om ansættelse af præster.
Igen har jeg overvejet, hvorvidt jeg i lyset af den manglende afholdelse af et nyt indstillingsmøde (og orienteringsmøde) skulle henstille til Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling at genoptage ansættelsessagen. Jeg har dog valgt at afstå herfra. Jeg henviser til mine bemærkninger ovenfor, afsnit 3.3, om det forvaltningsretlige ugyldighedsbegreb.
5. Notatførelse i sager om ansættelse af præster
5.1. Indledende bemærkninger – afgrænsning, formålet med notatførelse m.v.
I nærværende afsnit vil jeg som anført ovenfor, afsnit 1 og afsnit 2, komme med nogle mere generelle og overordnede bemærkninger om notatførelse i sager om ansættelse af præster.
Jeg forholder mig i afsnittet alene til en menighedsrepræsentations notatførelse. Jeg forholder mig således ikke til den notatførelse, der efter omstændighederne og i overensstemmelse med nedenstående notatregler skal udføres af departementet og Biskoppen over Grønlands Stift.
Generelt imødekommer notatreglerne flere forskellige hensyn, der svært kan gøres op dækkende. Af hensyn kan nævnes offentlighedshensynet (spørgsmålet om aktindsigt), effektivitetshensynet (altså hensynet til myndighedens effektive sagsbehandling), kontrolhensynet, bevis- og dokumentationshensynet samt tillidshensynet. Notatreglerne har i øvrigt en tæt relation til reglerne i sagsbehandlingsloven (landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning med senere ændringer); for eksempel vil notatpligtige oplysninger ofte skulle forelægges parten, jf. sagsbehandlingslovens § 19, før myndigheden kan træffe en afgørelse.
Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling er i forbindelse med nærværende sag fremkommet med nogle bemærkninger, der har relation til en menighedsrepræsentations notatførelse i sager om ansættelse af præster.
Jeg har følgende kommentarer til departementets bemærkninger:
Jeg er enig med Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling i, at en menighedsrepræsentation må anses for at være en selvstændig myndighed, hvilket ud over det af departementet anførte også kan finde støtte i den omstændighed, at der i kirkeloven er indsat en tydelig rekursbestemmelse for menighedsrepræsentationens afgørelser, jf. lovens § 28, stk. 1. En administrativ enhed kan ikke – medmindre der særligt i lovgivningen er klare retlige holdepunkter for det modsatte – i nogle relationer være en selvstændig myndighed og i andre relationer en del af en forvaltningsmyndighed, jf. Karsten Loiborg i Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2002, side 123 f.
Modsat departementets opfattelse er det imidlertid min opfattelse, at de enkelte medlemmer af menighedsrepræsentationen ikke fungerer selvstændigt, men som en del af den kollegiale myndighed, menighedsrepræsentationen. I modsat fald ville det enkelte medlem udgøre en egen myndighed, hvilket næppe har været meningen med indstillingsreglerne. I en præsteansættelsessag er det efter min opfattelse således menighedsrepræsentationen som myndighed, der afgiver indstilling til departementet. I forbindelse med departementets behandling af sagen skal departementet vurdere, hvordan menighedsrepræsentationen internt (de enkelte medlemmer) forholder sig ved indstillingen.
Efter ansættelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 2, 2. pkt., skal biskoppen under orienteringsmødet gennemgå reglerne for stillingens besættelse og om denne del af mødet foretage særskilt tilførsel til beslutningsprotokollen, der underskrives af samtlige mødedeltagere. Modsat departementets opfattelse – som jeg umiddelbart forstår den – kan bestemmelsen efter min opfattelse næppe gøre op med en eventuel noteringspligt efter almindelige forvaltningsretlige regler – som i øvrigt er minimumsregler – der altid skal iagttages, medmindre der er tydelig lovhjemmel for andet. Denne hjemmel findes ikke i den kirkelige lovgivning.
5.2. De forvaltningsretlige regler om notatførelse set i relation til sager om ansættelse af præster
De generelle forvaltningsretlige regler om notatførelse fremgår af tre forskellige regelsæt: A) Offentlighedsloven (landstingslov nr. 9 af 13. juni 1994 om offentlighed i forvaltningen med senere ændringer), jf. dennes § 6, stk. 1, B) den ulovbestemte regel om notatpligt, der er funderet på en retsgrundsætning, og C) notatførelse efter reglerne om god forvaltningsskik.
A. Af offentlighedslovens § 6, stk. 1, fremgår følgende:
”I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, hvis oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.”
Som det fremgår af bestemmelsen, gælder notatpligten alene i afgørelsessager. I sådanne sager skal en myndighed,der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Denne notatpligt gælder dog ikke, hvis oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.
Begrebet ”afgørelse” skal forstås i lyset af sagsbehandlingsloven, der alene gælder i afgørelsessager. Af bemærkningerne til lovens § 2, stk. 1, er det anført, at der med udtrykket ”truffet afgørelse” sigtes til udfærdigelse af retsakter, det vil sige udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.
Offentlighedslovens § 6, stk. 1, må endvidere anses som alene rettet mod den forvaltningsmyndighed, der skal træffe afgørelse i den pågældende sag, jf. betænkning 1510/2009 om offentlighedsloven, side 424, jf. John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer, 1998, side 152.
I sager om ansættelse af præster er det Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling, der ligger inde med afgørelseskompetencen, jf. ovenfor, afsnit 3.1.
Offentlighedslovens § 6, stk. 1, kan således ikke i sager om ansættelse af præster antages at være relevant i forhold til en menighedsrepræsentation.
Som nævnt ovenfor, afsnit 3.1, var (og er fremdeles) departementet i sin afgørelse af, hvem der skal ansættes som præst, i visse tilfælde bundet af menighedsrepræsentationens indstilling (der med det nugældende lovgrundlag nu benævnes udtalelse).
Det kan således rettelig diskuteres, om afgørelseskompetencen ikke derved – i visse tilfælde – de facto ligger hos menighedsrepræsentationen, og menighedsrepræsentationen derved som afgørelsesmyndighed skal iagttage offentlighedslovens § 6, stk. 1.
Som nævnt indledningsvis skal afgørelsesbegrebet i offentlighedslovens § 6, stk. 1, forstås i lyset af sagsbehandlingslovens § 2, stk. 1.
I medfør af bemærkningerne til sidstnævnte bestemmelse fremgår følgende:
”En myndigheds [her menighedsrepræsentationen] indstilling eller udtalelse til en anden forvaltningsmyndighed [her departementet] til brug for en sags afgørelse er ikke en afgørelse i lovens forstand, uanset om høringssvaret måtte være bindende for den hørende myndighed.”
Med udgangspunkt i disse bemærkninger må det således antages, at menighedsrepræsentationen ikke har nogen afgørelseskompetence i præsteansættelsessager. Herefter gælder offentlighedslovens § 6, stk. 1, i disse sager ikke for menighedsrepræsentationen.
I visse dele af den forvaltningsretlige teori samt i praksis fra Folketingets Ombudsmand har man forholdt sig skeptisk til sidste led af de citerede bemærkninger, der er enslydende med bemærkningerne til den danske forvaltningslov. Jeg henviser herved til Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer, 2013, side 108, med henvisninger til både litteratur (blandt andet Hans Gammeltoft-Hansen i Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2003, side 56 ff.) og ombudsmandspraksis. Det er således opfattelsen – må jeg forstå nævnte teori – at såfremt den reelle afgørelse ligger hos den indstillende myndighed, er der tale om en afgørelsessag hos denne myndighed.
Selvom jeg er enig i, at afgørelsesbegrebet isoleret betragtet vil kunne – men ikke nødvendigvis skal – fortolkes og derved anvendes i lyset af nævnte teori og praksis, finder jeg dog med henvisning til de helt klare bemærkninger, at den skitserede retsopfattelse ikke kan være ganske utvivlsom. Jeg henviser herved også til Jens Peter Christensen i Ugeskrift for Retsvæsen, 2003, litterær afdeling, side 230 (side 232), samt Lisbeth Adserballes kommentar til offentlighedsloven i Karnovs Lovsamling, 2012 (og 2013).
På denne baggrund finder jeg ikke tilstrækkeligt grundlag for at kunne konkludere, at offentlighedslovens § 6, stk. 1, skal iagttages af en menighedsrepræsentation i forbindelse med sager om ansættelse af præster.
B. Som nævnt gælder der ud over offentlighedslovens § 6, stk. 1, på ulovbestemt grundlag en retsgrundsætning om notatpligt, jf. side 412 ff. i betænkning 1510/2009 om offentlighedsloven.
Efter denne retsgrundsætning består der også en notatpligt i forhold til ”alle væsentlige ekspeditioner i en sag”. Notatpligten gælder både i afgørelsessager og ikke-afgørelsessager. Den ulovbestemte notatpligt antages at strække notatpligten videre end den notatpligt, der gælder efter offentlighedslovens § 6, stk. 1; med andre ord er notatpligten efter offentlighedslovens § 6, stk. 1, en delvis kodificering af den ulovbestemte notatpligt.
Notatpligten gælder som nævnt ”alle væsentlige ekspeditioner i en sag” (hvis den enkelte ekspedition ikke fremgår af sagens akter i øvrigt), men det er noget usikkert, i hvilken type sager notatpligten gælder. Det vil sige, om notatpligten alene gælder ”traditionelle” forvaltningsadministrative sager, eller om pligten for eksempel også gælder en myndigheds mere privatretlige dispositioner, jf. nærmere anførte betænkning, side 421 ff. Der kan imidlertid ikke være tvivl om, at notatpligten gælder væsentlige ekspeditioner, der foretages i forbindelse med sager om ansættelse af præster, da de ekspeditioner, der måtte foretages i forbindelse med disse sager, har tydelig traditionel offentligretlig karakter.
Det er vanskeligt at anføre udtømmende, hvad der er en ”væsentlig ekspedition”. Det beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Som eksempel kan nævnes afgørelser, der mundtligt meddeles parten. Jeg henviser i øvrigt til de udtalelser fra Folketingets Ombudsmand, der er gengivet i anførte betænkning.
At modtage – eller på anden måde få kendskab til – oplysninger kan være en ”væsentlig ekspedition”. Omfanget af notatpligten i disse tilfælde må kunne besvares ud fra en iagttagelse af offentlighedslovens § 6, stk. 1, der som nævnt er en delvis kodifikation af den ulovbestemte notatpligt, og som vedrører ”modtagelse af/kendskab til oplysninger”, jf. nærmere anførte betænkning, side 426, pkt. 6.3.7, om relationen mellem notatpligten efter offentlighedslovens § 6, stk. 1, og notatpligten efter den ulovbestemte retsgrundsætning.
Det må således antages, at en menighedsrepræsentation, der mundtligt (i forbindelse med orienteringsmødet eller på anden vis) modtager oplysninger vedrørende en præsteansættelsessags faktiske omstændigheder, der er af betydning for indstillingen (nu udtalelsen) i sagen, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, skal gøre notat om indholdet af oplysningerne. Dette gælder dog ikke, hvis oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.
Ud over at der skal gøres notat under iagttagelse af princippet i offentlighedslovens § 6, stk. 1, skal en menighedsrepræsentation i forbindelse med sager om ansættelse af præster endvidere gøre notat ved øvrige ekspeditionsskridt, som efter en konkret vurdering må anses for væsentlige.
C. Endelig følger det af god forvaltningsskik, at forvaltningen sørger for, at der skabes et tillidsforhold mellem borgerne og forvaltningen. Et sådant tillidsforhold skabes blandt andet ved, at forvaltningen sikrer sig bevis, det vil sige fører notat, og herved undgår tvivl om, hvad der er foregået og sagt i en foreliggende sag. Jeg henviser til anførte betænkning, side 416 f., med de heri angivne udtalelser fra Folketingets Ombudsmand.
Nævnte betragtninger bør efter min opfattelse også holdes for øje af en menighedsrepræsentation i forbindelse med sager om ansættelse af præster.
Dette gør sig også gældende i forbindelse med en menighedsrepræsentations afholdelse af diverse møder i forbindelse med sager om ansættelse af præster (orienteringsmødet og indstillingsmødet (udtalelsesmødet)); dette kan også udledes af almindelig god mødeskik. Kirkeministeriet har oplyst mig om, at menighedsrådene i Danmark udarbejder (bør udarbejde) notater/referater fra både orienteringsmødet og indstillingsmødet. Jeg bemærker, at der i Danmark i det væsentlige gælder samme regler for præsteansættelser som i Grønland.”