En advokat klagede på vegne af A over det daværende Departementet for Familie og Sundheds (nu Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling) sagsbehandling i forbindelse med hans afskedigelse fra og lukningen af døgninstitutionen E.
Ombudsmanden fandt, at institutionen var en privat selvejende institution. Da ombudsmanden alene behandler sager over den offentlige forvaltning, foretog ombudsmanden sig således ikke videre i forbindelse med selve afskedigelsessagen.
Ombudsmanden fandt, at Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling ikke har hjemmel til at godkende institutioner. Det var således ombudsmandens opfattelse, at § 22, stk. 4, i landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 om hjælp til børn og unge alene giver departementet mulighed for at indgå aftale med private, selvejende institutioner.
Ombudsmanden fandt det herefter meget kritisabelt, at departementet havde godkendt døgninstitutionen E, idet departementet alene har hjemmel til at indgå aftaler med private selvejende institutioner.
Ombudsmanden fandt det endvidere kritisabelt, at der ikke var udarbejdet en aftale/driftsoverenskomst, idet udarbejdelsen af en sådan udgør en forudsætning for, at en institution kan være en døgninstitution omfattet af landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 om hjælp til børn og unge. Samtidig udgør aftalen/driftsoverenskomsten et fortolkningsbidrag i forbindelse med klarlæggelsen af, hvilke driftsmæssige, økonomiske og pædagogiske forpligtelser institutionen skal leve op til.
Ombudsmanden bad Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling meddele ombudsmanden, om det var fast praksis, at departementet ikke indgik aftaler med private selvejende institutioner. Såfremt departementet kunne bekræfte, at der var tale om en fast praksis, bad ombudsmanden departementet meddele Ombudsmanden, hvad departementet påtænkte at gøre fremover.(j.nr. 2009-109-0001, udtalelse af 24. februar 2012)
Fakta
§ 22, stk. 4, i landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 om hjælp til børn og unge fastslår, at Landsstyret kan indgå aftaler med institutioner om oprettelse af selvejende institutioner.
Man bør sondre mellem aftaler og godkendelser. Aftaler indgås mellem to (eller flere) parter, og aftalernes retsvirkning og gyldighed reguleres af de obligationsretlige regler.
Godkendelser er derimod forvaltningsafgørelser, og de udstedes ensidigt af forvaltningen.
Når forvaltningen udsteder forvaltningsafgørelser – herunder godkendelser – kræver det, at forvaltningen har hjemmel i loven.
Udsteder den offentlige administration forvaltningsafgørelser uden, at dette har hjemmel i loven, er forvaltningsafgørelsen ugyldig.