Resumé
Utilstrækkelig behandling af en ansøgning om hjælp efter landstingsforordningen om hjælp til børn og unge
(J. nr. 2009-106-0001)
A og A’s samlever klagede over K Kommunes behandling af deres henvendelser til kommunen om hjælp, herunder familiebehandling, til A’s datter.
Ombudsmanden udtalte kritik af kommunens behandling af sagen på flere punkter:
For det første fulgte kommunen ikke op på A’s og A’s samlevers første henvendelse til kommunen. For det andet forsømte kommunen at undersøge, om A’s samlever var partsrepræsentant for A. For det tredje afslog kommunen mundtligt at yde familiebehandling uden at vejlede A om klageadgangen og retten til en skriftlig begrundelse. For det fjerde var kommunens skriftlige sagsdokumentation utilstrækkelig.
Fakta
Efter sagsbehandlingslovens § 8 har enhver som udgangspunkt ret til at lade sig bistå eller repræsentere af andre i kontakten med en offentlig myndighed, og modtager en henvendelse fra en borger, som ikke selv er part i sagen, skal myndigheden, hvis der er grund til det, for eksempel hvis myndigheden kan se, at der er tale om et familiemedlem eller en samlever, ikke uden videre afvise henvendelsen. Myndigheden må i nødvendigt omfang undersøge, om den der har rettet henvendelse repræsenterer sagens part.
Hvis en myndighed mundtligt afslår en ansøgning, har ansøgeren efter sagsbehandlingslovens § 23 ret til at få en skriftlig begrundelse, og myndigheden skal vejlede ansøgeren om denne ret.